Tid til afsked

For alt under himlen er der en tid.. De ord fra Prædikerens Bog havde den nye leder af præsteseminariet valgt at læse, da de studerende og staben i fredags var samlet til morgenandagt i seminariets kapel. Det var sidste morgensamling i dette semester. Tiden for eksamen er forbi. Foran sig har de studerende fire ugers ferie, inden det er tid for et nyt semester.

Morgensamlingen blev samtidig den sidste, Ida og jeg oplever her i Mbamba. Det er blevet tid til at sige farvel. I den anledning fik vi pæne ord og gode ønsker med fra både den afgåede og den nye leder af præsteseminariet. Også gaver fik vi: et stykke afrikansk stof til Ida (det var lykkedes dem at finde et mønster, som hun ikke allerede havde i sin omfattende samling af indkøbte stoffer!) og tre ”marokkopuder” til mig. Når vi derhjemme sætter os tilbage i lænestolen og slår fødderne op på marokkopuderne, vil de minde os om fem spændende, varme, meningsfulde og lærerige måneder i Nigeria og om alle de mennesker, vi har lært at kende her. De vil minde os om de lysende smil, vi overalt har mødt her – og også om det kaotiske og truende mørke, som hører med i billedet af Nigeria.

Tid til farvel er også tid til afskedsbesøg. Lad os præsentere nogle af dem, der her i vore sidste dage i Mbamba er kommet til vores dør.

Aktive Safratu

I torsdags var Safratu her. Safratu er 26 år, charmerende, smilende og altid velklædt. Hun er lærer, skrædder og studerende. Desuden er hun medlem af Nigerias ”ungdomsparlament”, og så er hun med sin lærerløn med til at forsørge familien, der består af hendes forældre, hendes søster, der er enke, og søsterens børn. Den største oplevelse indtil nu i hendes unge og aktive liv oplevelse var et tre måneders besøg i Danmark, arrangeret af det daværende ”Sudanmissionen”. Besøget gav hende appetit på mere Danmark og mindre Nigeria. Drømmen om at komme væk fra Nigerias fattigdom deler hun med mange. Men hun ved også, at det er her, hun har sin fremtid.

Vi sad udenfor på terrassen i den sene eftermiddag, hvor dagen begynder at blive mere sval. Det er et godt sted og en god tid til samtale.

Familien fra Cameroun

Fredag eftermiddags var det en af Idas kolleger fra skolen Remi, der var her. Talatu er døvelærer. Hun havde en kæmpepose chin-chin med (Chin-chin er boller af mel og vand, kogt i rigeligt olie).

Samme aften kom så Francois, Monique og deres fire børn. De er fra Cameroun. Takket være et sponsorat (som Mission Afrika har andel i. Jeg ved ikke helt hvordan) kan Francois uddanne sig på Brønnum Lutheran Seminary. Hans sponsorer får noget for pengene. Hvis alle de studerende her var lige så målbevidste og flittige som Francois, ville standarden på seminariet være højt over det nuværende niveau.

At teologien er gået ham i blodet, vidner familiens yngste søn om. Han bærer navnet Luther Brønnum (Brønnum var som bekendt manden, der blev udsendt fra Aalborg og som den første bragte kristendommen til denne del af Nigeria)

I ferien går Francois i gang med at samle materiale til en større skriftlig opgave. Den skal handle om ”Løgn i kirken”. (Hvorfor har ingen danske studenter fundet på at skrive om det emne?). Med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger kap. 5 (slå selv op!) og med eksempler fra hans egen kirke vil han undersøge, hvad det gør ved en kirke, når det, den siger, ikke svarer til det, den gør. Det er vist især kirkeledelsen, han tænker på. Det lyder som et emne, der kan være krudt i.

Monique er blandt de absolut kvikkeste blandt Idas elever i kvindeskolen. Hun suger til sig af de ideer og nye madopskrifter, som Ida præsenterer kvinderne for. Når de andre har problemer med strikketøjet og ikke opsøger Ida, er det Monique, de går til. Stolt viste Monique det sjal frem, som hun lige har strikket færdigt.

Familiens næstyngste, Berenice på fem, har siden sit første år været døv som følge af meningitis.. Gode mennesker i Danmark prøver at hjælpe Berenice. I øjeblikket håber vi, at hun kan begynde på Remi, hvor der er flere døve børn. Samtidig kan Talatu komme og give hele familien kursus i tegnsprog.

Med glubende appetit lod børnene Talatus chin-chin glide ned, mens vi snakkede om løst og fast. Delvist på fransk, som jo er sproget i hovedparten af Cameroun. Det går nu bedst, når vi slår opver i engelsk.

Moses, Martin Luther og sygeplejersken

Da vi søndag omkring frokost var kommet hjem efter gudstjenesten her på Mbamba, dukkede Bulus og hans bror Alexander op. De bor i Numan og har hjulpet os med forskellige praktiske tin Lige nu prøver de at skrabe penge sammen, så de kan komme i gang med en teknisk uddannelse. Gebyret er lige blevet sat op med 50%, og de har i lang tid ikke kunnet få noget arbejde.

Næsten samtidig kom sygeplejersken her på Mbamba med to små drenge, som hun har adopteret: Moses på 3 år og Martin Luther på et. Forrige søndag præsenterede hun dem for menighyeden i kirken. -Gud har givet mig disse to børn, sagde hun.

Drengenes mor er mentalt syg. Hun flakker omkring uden opsyn og uden hjælp, let at udnytte for mænd, som hun løber på. Som følge af sin mentale sygdom har hun dræbt fire af sine børn, umiddelbart efter at de var født.

De to drenge i sygeplejerskens favn blev reddet og kom i pleje. Men plejefamilien tog sig ikke af dem. Derfor tog sygeplejersken dem til sig som sine egne. Hvordan hun skal klare det rent praktisk og økonomisk, må vise sig.

-Jeg håber, Gud vil hjælpe mig, siger hun. Lettere bliver det ikke af, at hun – i lighed med de andre ansatte her – ikke har fået løn de seneste måneder. Den slags er der ikke penge til lige for tiden!

Drengene og mørkets kræfter

Søndag aften var det tid til ”the last supper” sammen med de fem drenge, der er kommet i vores hus, nogle af dem næsten dagligt. Det er Simon, Isaias, Kube, Hannis og John. De er 13-14 år og går på Lutheran Junior Seminary, kostskolen, der har til huse side om side med præsteseminariet. Jævnligt kikker de ind hos os for at spille spil, snakke eller hjælpe Ida med at lave kreative ting, hun har kunnet bruge i undervisningen.

Forleden aften, da der ikke var mere elektricitet og vi var ved at belave os på at gå i seng, stod to af drengene, Simon og Hannis uden for døren. Simon er et filosofisk gemyt, og så er han en ivrig samler af alle mulige oplysninger om naturvidenskab, geografi med meget mere. Humoristisk sans har han også. På lang afstand kan vi høre hans karakteristiske lidt hæse latter. Også Hannis er en tænksom sjæl. Hans ansigt kan lyse op iet stort smil, men tit er han alvorlig, nærmest indadvendt. Man mærker på dem, at livet her er mere barsk end i Danmark.

På en eller anden måde kom vi denne aften til at snakke om okkultisme, heksekraft og trolddom. Og så lukkede de to drenge op for en verden af frygt for mørke og onde magter, der for dem er lige så virkelige som nattens mørke og lige så nær som den varme aftenbrise, der blæser gennem de åbne vinduer ind i stuen. Fra sin egen familie kan Simon fortælle om børn, der er blevet presset ind i okkulte grupper, som vil tvinge dem til at drikke blod og begå de mest grusomme handlinger. Begge kender historier om forbandelser og heksekraft, der har nedkaldt sygdom og død over andre.

Kun ét hjælper, er Simon og Hannis enige om: Bøn. Kristendom er for dem ikke en abstrakt lære. Det er svaret på frygten. Ikke desto mindre virker det, som om deres kristendom er præget af frygt og krav. I skolen, i søndagsskolen og til de daglige morgen- og aftenandagter bliver de kendt med Bibelen, så danske børn (og voksne med) i sammenligning tager sig ud som bibelske analfabeter. Djævelen går omkring som en brølende løve. Det er ord, de kender. Det gælder om at være på vagt. Evangeliets befriende glæde er der til gengæld ikke så meget af. Hvis djævelen får os til at sove under prædikenen, så risikerer vi, at Jesus kommer og ikke tager os med, mener de.

Aftenen efter er Simon og Hannis her igen. Vi snakker om Luthers vejledning til morgen- og aftenbøn: Slå korsets tegn og sig: I -Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Og bed så Fadervor. Det er der tryghed i. Og så taler vi om indbildningens kraft. Om at ikke alt, hvad vi er bange for, er virkeligt. De ser ud, som om de lytter. Og snart går de ud i mørket igen.

Tro, der koster

Her er så mange at tage afsked med. Mennesker, vi har mødt i forskellige sammenhænge her. Nogle af dem vil vi huske længe. En af dem er den unge mand, der voksede op som muslim. En drøm eller, som han selv siger: en vision sagde ham, at han skulle søge til kirken. Det gjorde han, og i dag er han kristen, aktivt medlem af den lutherske kirke.

Vejen fra Islam til kristendom har kostet dyrt. Da hans mor og hans søster valgte at følge ham, blev de dræbt. Selv undslap han med nød og næppe. Siden levede han på fortsat flugt, og han er bestemt ikke uden for fare. Familien derhjemme kan han umuligt besøge. -Men jeg er ikke bange, siger han. Og jeg har fået en ny familie i kirken.

Sin historie fortæller han roligt, uden unødig dramatik. Hans historie og hans rolige, stærke og faste blik vil vi sent glemme.

Lys og mørke

Nigeria er i sandhed både lys og mørke. Der er de mange smil, der lyser imod os fra de andre beboere her i Mbamba, fra tilfældigt forbipasserende, der hilser og vinker. Der er hjælpsomheden, vi møder overalt, venligheden og paratheden til en snak. Der er det smittende gode humør og latteren.

Men der er altså også mørket. De afgrundsdybe modsætninger mellem kristne og muslimer, mellem stammer, mellem landets rige ledere og det store flertal, der hver dag må kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Når som helst kan sygdom eller ulykker slå fødderne væk under folk, fordi behandling er dyr, og uden penge ingen behandling.

Den manglende strømforsyning er et af mange symptomer på, at Nigeria er et land, hvor meget ikke fungerer.  Men det er altså også et land, hvor livet leves, hvor troen bærer – forener og skiller.

Her siger vi tak for nu! Flybilletterne er bestilt til torsdag. Fredag formiddag – fortæller billetten – står vi i den danske vinter. Det er svært at tro. Vi glæder os til at gense alle de kendte ansigter derhjemme.

Ansigter i klasselokalet

Koncentreret stilhed. 28 studerende sidder bøjet over deres eksamensopgaver. Tiden for undervisning på præsteseminariet er forbi. Nu er tiden kommet, hvor det skal vise sig, hvor meget der er at høste af al den lærdom, der er blevet sået i undervisningstimerne. I dag handler det om den tidligste kirkes historie.

Hvis udbyttet er sparsomt, er det ikke så mærkeligt. Der er så meget andet, der kan stjæle opmærksomheden for en præstestuderende på første årgang: Der er alle de nye mennesker, man møder på seminariet og skal fungere sammen med. Der er mylderet af nye fag de bliver præsenteret for. Der er manglen på undervisningsbøger og dertil de økonomiske bekymringer. For nogle af dem er der også vanskeligheder ved at forstå og udtrykke sig på engelsk (Engelsk er deres tredje sprog. Det første er deres lokale stammesprog. Det andet er Hausa). Og ikke mindst er der savnet af familien og alt det kendte derhjemme. Ingen kan undre sig, hvis den tidligste kirkehistorie forekommer noget fjern.

Jeg ser ud over flokken af skrivende præstestuderende, 26 mænd og to kvinder. De fleste af dem kender jeg kun som tavse, men venlige ansigter i klassen. Men flere af dem har vi efterhånden lært at kende, også i deres hjemlige omgivelser.

Talatus kirke

Der er Talatu, en af de to kvindelige studerende. I går, søndag, besøgte vi hendes kirke i et af de nye kvarterer, der er skudt op uden for Jimeta. Man kører ad den store bro over Benuefloden og drejer til højre ned ad en ujævn sandvej med huse og boder til begge sider og med et mylder af børn, voksne og de allesteds nærværende små motorcykler. Mellem to skure drejer man til højre igen, kører ad nogle smøger, der er ca. ti centimeter bredere end bilen, og pludselig holder man uden for en stor ny kirke, med et højt tårn prydet med kors.

For tyve år siden var kirken på dette sted bare en lerhytte, der sagtens kunne rumme den lille menighed. Da menigheden voksede, byggede man en større kirke, Da den også blev for lille, byggede man den nuværende kirke med plads til 1.000. Alle pladser er besat, ikke kun denne søndag, men stort set hver søndag.

Vi kom til kirken kl. 9.30. Da var gudstjenesten allerede begyndt. Man var i gang med dåb. Som altid blev vi hjerteligt modtaget, og et par hvide plastikstole blev sat frem til os foran i kirken.  Menighedsrådsformanden sad ved siden af os. På den liste, han sad med i hånden, kunne jeg se, at der endnu var 18 børn, der skulle døbes. Dertil kom et antal voksendåb og en mindre gruppe unge, der skulle konfirmeres. Alt sammen ved samme gudstjeneste. Da præsten – meget engageret og med livlig brug af hele kroppen – havde prædiket, og da alle 1000 havde været oppe og lægge deres bidrag i indsamlingskurven – og bagefter havde været til alters, var klokken blevet halv tre!  Alligevel vil vi mindes den gudstjeneste, ikke for længden, men for nærværet, engagementet, varmen og munterheden i menigheden.

Efter at have hilst på Talatus forældre, blev vi budt inden for i præstens lillebitte kontor. Her fik præsten (der måtte være udmattet efter den lange gudstjeneste) serveret en stor portion ris med krydret kødsovs. Vi fik også en portion sammen med så mange, der kunne sidde i kontoret.

Sådan er altså Talatus kirkelige baggrund.

Lang rejse med Kutura

På en af de bagerste pladser i klassen sidder Sandy, som har været vores trofaste ledsager på de søndagsture, vi har været på til landsbyer og kirker længere væk. En af de mest mindeværdige ture var den til Ga’anda. Vores vært og rejsefører til Ga’anda var Kutura, også en af de tavse i klassen.

En af fornøjelserne ved at tage med de studerende hjem er, at hjemme i deres vante omgivelser afslører de sider af sig selv, som man ikke anede om i klassen. Sandy har vist sig som et varmt og humoristisk menneske.  Kutura har ikke sagt to ord i klassen. Men udenfor er hans stemme fyldt med energi og ukueligt humør.  Humør og ukuelighed var der brug for, da vi fulgtes med ham og Sandy på en to dages tur til Ga’anda.  Da vi sent natten til mandag var hjemme igen, havde vi efterladt vores egen Toyota hos en yderst tvivlsom mekaniker i Gombi 120 km væk og havde i alt haft fem(!) forskellige biler af skiftende kvalitet til at transportere os.

De første 120 km til Gombi er vejen fin, og motoren spandt – lige indtil 30 km før Gombi. På vej op ad en mindre bakke begyndte motoren at koge, og dér stod vi midt i ingenting med en bil, der ikke ville længere, lige meget hvor meget af vores dyrebare drikkevand, vi hældte på den. (Det var bil nr. 1)

Hvis vi får motorstop i Danmark, ville vi ringe efter Falck. I Nigeria vinker man ad den første bil, der kommer forbi, og selvfølgelig standser den. Man hjælper da hinanden. Ud steg en halv snes drenge og unge mænd og en enkelt midaldrende mand. De kikkede på motoren, rystede på hovedet og fandt et reb frem. Derpå slæbte de os de 30 km til Gombi, (bil nr. 2) hvor de fandt et værksted til os.

I Nigeria ser bilværksteder ud som danske bilkirkegårde. Bilvrag og reservedele er spredt ud over et større område uden nogen synlig orden. Af erfaring ved vi imidlertid, at mekanikere her kan være særdeles kompetente. Så vi overlod bilen til den unge mekaniker. Mens han skulle gøre sit arbejde, tog vi hen til Kuturas onkel, som bor i byen. (Er der noget, man kan regne med i Nigeria, så er det familien. Og familien er meget mere end en dansk kernefamilie. I onkelens hus havde der den seneste nat sovet omkring 20 personer). Onkelen modtog os gæstfrit, og vi delte vore medbragte bøfsandwhich med et par fætre, der dukkede op. Og så ventede vi og ventede og ventede…  Med mellemrum blev ventetiden afbrudt af muslimernes højrøstede kald til bøn fra moskeen, der er nærmeste nabo til onklens rummelige bolig.

Skiftende meldinger fra mekanikeren tydede på, at han enten ikke arbejdede så flittigt på vores bil, som han havde lovet, eller ikke kunne finde ud af at få den køreklar.  Til sidst blev vi klar over, at der måtte findes en anden løsning, hvis vi skulle nå at tilbagelægge de sidste 35 km til Ga’anda, inden natten faldt på. En af Kuturas fætre havde en gammel Peugeot 505, som ikke havde kørt i et halvt år. Han tilbød at finde den frem og køre os det sidste stykke til Ga’anda, men først skulle han lige ud i byen og finde et batteri til bilen.

Da det var klaret, blev bagage og mennesker placeret i hans vrag af en bil (bil nr. 3), og så kunne vi omsider begynde sidste etape af rejsen. Da vi så og mærkede vejens beskaffenhed, tænkte vi, at der måske var en højere mening med, at vores egen bil ikke blev udsat for dette her. Men den gamle Peugeot klarede vejen, der mere og mere fortabte sig mellem løst henslængte klippestykker

Da vi nåede frem, var mørket faldet på. Vi kørte op til kirkens gæstehus, hvor menighedsrådsformanden og præsten tog imod. Så blev der serveret et varmt måltid, som vi nød i lommelygternes skær, mens forskellige fra landsbyen kikkede ind og hilste på.

Ga’anda – med dansk fortid

Søndag morgen ringede kirkeklokken præcist kl. 6. Kirkeklokken er en gave fra en dansk kirke. Klangen lød også umiskendeligt af dansk købstad. Få øjeblikke efter stod menighedsrådsformanden og Sandy uden for gæstehusets dør og så særdeles veloplagte ud. Vi skulle nå at se alt det, vi ikke fik set i går, så tiden inden gudstjenesten kl. 9 skulle udnyttes.

Også Kutura dukkede op. Han skulle naturligvis have sovet hjemme hos konen og børnene. Uheldigvis var der så mange mennesker, der også skulle overnatte i huset den nat, at han måtte gå ind til naboen og bede om nattely. Det tog ikke humøret fra ham.

I dagslys viste Ga’anda sig at være smukt beliggende i et klippe- og bjergrigt landskab. Landsbyen har en fortid som dansk missionsstation. De første missionærer her var danskere.

Hver gang der er kommet missionærer hertil, er de begyndt med at kravle op på toppen af bjergene, sagde menighedsrådsformanden. Derfor begyndte dagens program med en mindre bjergbestigning, der blev belønnet med en vid og smuk udsigt.

På vej tilbage kikkede vi indenfor i et hus, hvor der netop nu var besøg af endnu et hvidt menneske, en amerikaner, som hjalp med at oversætte Bibelen til det lokale stammesprog ga’anda. (Der er over 200 forskellige sprog i Nigeria, og Bibelen er langt fra oversat til dem alle.)

Efterhånden nærmede klokken sig 9. Den energiske menighedsrådsformand (der havde præsenteret sig som kameramand og flittigt brugte sit videokamera) havde lagt vægt på, at man her anvendte Christian time og ikke African time. Så vi mødte op ikke for længe efter kl. 9.  Et ørehærgende ungdomsband varmede op til gudstjenesten. Forsangeren gav hvad han havde i sig, og det gjorde højttalerne også. Mennesker var der til gen gæld ikke så mange af i kirken.

De indfandt sig umærkeligt og talstærkt, og så begyndte gudstjenesten. En levende og glad gudstjeneste med korsang, trommer og trommedans, med den traditionelle velkomst til gæsterne, og så blev det overdraget til mig at prædike. We have been blessed! sagde en mand til mig efter prædikenen. Kunne man tænke sig en bedre måde at takke for en prædiken på.

Efter gudstjenesten var det tid til at besøge dispenseriet (en mellemting mellem et apotek og en sundhedsklinik) og jordmoderklinikken, som kirken driver.. Kvinder i Nigeria får mange børn, så jordmoderklinikken er et travlt sted.  Både den unge dispenser og den ledende jordmoder virkede særdeles kompetente. Udstyret, de havde at arbejde med, var til gengæld mangelfuldt og nedslidt.

Også Kuturas hjem besøgte vi, og præstens. Og så gik det i den gamle Peugeot tilbage, belæsset med de gaver, vi fik med: en pose hvide bønner fra Kuturas familie, en hane fra præsten og fire lokalt dekorerede kalabasser.

En uærlig mekaniker og en hjælpsom fætter

Tilbage i Gombi opsøgte vi bilværkstedet, hvor bilen var lovet færdig. Hverken bilen eller mekanikeren var at se. Det eneste spor af vores bil var motorhjelmen, donkraften og en bunke skruer, der lå i en bunke.

Efter længere tids eftersøgning dukkede mekanikeren op med bilen, der viste sig langt fra at være køreklar. Han kunne ikke finde ud af det elektriske system og havde været hjemme hos elektrikeren, som desværre ikke var hjemme denne søndag eftermiddag.

 Igen blev vi anbragt i den gæstfri onkels hus, mens vi ventede.

Mekanikeren dukkede op og fortalte os, at bilen manglede nogle dyre reservedele, som han naturligvis var parat til at skaffe for os. Den troede onklen og de andre i huset ikke på. De havde fået en berettiget mistillid til mekanikeren.

Så trådte Kuturas hjælpsomme fætter til igen. Hans gamle Peugeot turde han ikke køre langt i. Til gengæld fik han opstøvet en fin nyere Toyota. Der blev vi læsset ind med hanen i bagagerummet, Og så gik det hjemad (i bil nr. 4). Mørket var faldet på, men det gik rask derudaf, og vi var ved godt mod – lige til det ene dæk blev revet i stykker af et eller andet, der lå på vejen. Med sammenbidt mine skiftede fætteren hjul, og vi satte os ind igen. Men vi havde ikke kørt mange meter, før det viste sig, at reservehjulet var uegnet til bilkørsel. Bilen slingrede og kunne ikke presses op over de 30 km i timen.

Forsigtigt listede vi til nærmeste landsby. Her forsøgte fætteren at få fat i et nyt hjul. Forgæves. En ung mand på motorcykel kørte ud i mørket, men også han vendte tilbage uden hjul. Selv Kutura så ud til at have mistet modet. Både han og fætteren så ud til at være løbet tør for gode ideer.

Vi holdt i en landsby omkring 50 km hjemmefra. På begge sider af vejen var der rækker af sparsomt oplyste boder, hvor alt muligt blev falbudt. På den modsatte side af vejen var en større flok samlet omkring et fjernsyn, der sendte et tilsyneladende ligegyldigt underholdningsprogram. Fra alle sider kom folk hen til os for at høre, hvad der var galt og for at snakke. Et par stole blev sat frem til os to gamle (Ida og mig!), og der sad vi så i den afrikanske aften, mens vinden blæste støvet gennem landsbyen.

Som en sidste udvej ringede vi til vore gode danske naboer i Mbamba, Alex og Mette. Det ikke er tilrådeligt at køre om natten her i Nigeria. Men de rykkede de straks ud i deres nyindkøbte stationcar og fandt os. (Bil nr. 5).  Den rummelige bil blev fyldt på nigeriansk vis: I alt 7 mennesker og en hane var vi:  Alex og Mette, Sandy og Kutura samt Ida, Birgitte (vores datter) og mig. Sandy blev placeret i bagagerummet, hvor han hurtigt faldt i søvn med hanen i sin favn.

To dage efter kom Kuturas hjælpsomme fætter med vores gæstelærer-Toyota, som han havde vristet fra den tvivlsomme mekaniker og overgivet til en anden.

Der er meget, der ikke fungerer i Nigeria. Der er snydere og fupmagere. Men der er altså også folk som Kuturas fætter, der bruger oceaner af tid på at hjælpe ukendte danskere, bare fordi de er hans fætters venner.

Udsigt fra et skrivebord

Jeg sidder på mit lille ”kontor” i huset, hvor vi bor. Kontoret er møbleret med en gæsteseng, der er forsynet med myggenet, et skrivebord med dertil hørende træstol og et skab. Skrivebordet, jeg sidder ved, har det med at vippe. Selv en tyk klods under det ene ben er ikke nok til at rette op på en åbenbart medfødt skævhed.
Gennem vinduet foran mig har jeg udsigt til et landskab med spredte træer og græs, alt sammen affarvet og temmelig vissent som følge af tørtiden. Det har ikke regnet siden november. En flok kvæg kommer gående inde mellem træerne. Det er køer, som fulanerne driver rundt i landskabet på evig jagt efter foder og vand. Med hjorden følger den høje magre hyrde. På hovedet bærer han fulanernes typiske bredskyggede hat og over skuldrene en kæp.
Kvæget gør ingen skade her. Men fulanerne og deres køer holder sig ikke altid tilbage for at gå ind på høstklare marker og gøre sig til gode. Der er eksempler på, at fastboende er blevet slået ihjel, når de har prøvet at jage fulanerne væk. Det er svært at tro, for de fleste af de fulanere, vi har mødt, har været lutter smil og venlighed. Men sådan er der så meget, der har flere sider, end gæsten ved første øjekast ser.
Hvis jeg læner mig lidt frem, kan jeg se skråt over til nabohuset. Der bor vores rare nabo, som indtil for nylig var fungerende leder af præsteseminariet. I sin tid som leder har han været upåvirket af nymodens ideer om dynamisk og innovativ ledelsesstil. Ikke sjældent ser vi ham sidde i sin undertrøje under det skyggefulde træ uden for huset. Der kan han sidde i timevis og hilse på, hvem der går forbi. Nu er der kommet ny leder. Tiden vil vise, hvad det vil tilføre seminariet.

Strikkekursus og eksamenstid

Mens jeg sidder på mit kontor, lyder der Inde fra stuen kvindestemmer og latter. Ægtefæller til seminariets lærere har bedt Ida om at lære dem at strikke, og nu er de kommet for at få en lektion. Det kræver sammenbidt koncentration, men medfører også en del snak og latter.
Strikketimen for lærernes ægtefælle er en én gangs foreteelse. I forvejen har Ida nok at se til med at undervise de studerendes koner i strikningens – og også syningens og madlavningens kunst. Det er tydeligt, at kvinderne skønner på hendes undervisning. Det mærker vi, når vi møder dem uden for deres huse her på området.
Ved siden af har Ida også skoletimerne på REMI tre formiddage om ugen.
På seminariet er vi inde i den sidste uge med normal undervisning. Næste uge begynder de skriftlige eksaminer. Hver klasse har et hav af fag og et lige så stort hav af eksaminer. Selv kan jeg se frem til over 80 eksamensopgaver, der skal vurderes – og lige så mange håndskrifter, der skal tydes.

Rigdom på ressourcer
og mangel på det meste
Verden her i det østligste Nigeria er så totalt anderledes end det vinterkolde Danmark. Det er svært at forestille sig, at vores tid her er ved at løbe ud. Om mindre end en måned er vi (”by God´s grace” som de siger her) hjemme i Aalborg igen.
I ugerne, vi har tilbage, er Ida og jeg igen alene i huset. Efter seks uger i Mbamba er Birgitte rejst og er igen vel hjemme i frysehuset Danmark. Nyd for pokker varmen! Skrev hun i en sms fra Kastrup.
Mens vi ventede i lufthavnen på Birgittes fly (selv flyene regner med ”African time), og selvfølgelig kom i snak med nogle af dem, der sad omkring os, købte vi en avis. Vi ville se, om der var nyt om de alvorlige sammenstød mellem muslimer og kristne i Jos. Vi har hverken TV eller radio, så I er sandsynligvis bedre orienteret om begivenhederne, end vi er.
Her i Adamawa state, 500 km øst for Jos, er alt fredeligt. Ingen kan huske, at der har været voldelige konflikter mellem kristne og muslimer her. Men når vi taler med folk, er det tydeligt, at det, der er sket i Jos, påvirker stemningen, også her.
De voldelige sammenstød minder os om, at Nigeria er et modsætningsfyldt land.
Nigeria er lysende smil, mennesker, der altid er parat til en snak, gæstfrihed og hjælpsomhed, men også spændinger mellem religioner og stammer, uforsonligt had og brutalitet.

Nigeria er et land rigt på olie og solskin (som kunne være en vigtig energikilde)
Men Nigeria er også svigtende strømforsyning (de seneste tre uger har vi stort set kun haft strøm nogle timer om natten).

Nigeria er rigt på naturlige ressourcer, og samtidig er livet for mange en daglig kamp for at overleve. Visse politikeres flotte huse og biler giver en anelse om, hvor pengene forsvinder hen.

Nigeria er et smukt land. Men det er samtidig en åben losseplads. Overalt, langs vejsiden og i byernes gader ligger affald og flyder.

Nigeria er rigt på unge mennesker, der tørster efter uddannelse, og samtidig er gebyrerne på universiteterne så høje, at mange må gå i årevis for at spare op til deres uddannelse, og i mellemtiden er gebyret steget.
Blandt vore venner her er to brødre, som begge gerne vil i gang med en teknisk uddannelse. Da de mødte op her i januar, viste det sig, at gebyret var steget med 50%. Det første år koster nu 35.000 Naira i gebyr (ca.1.200 kr), hvilket langt overskrider, hvad de kan overskue.
.
Lige nu er Nigeria et varmt land. Det mærkes, at vi langsomt er på vej mod den varme periode. Inden temperaturen i marts og april går helt ovenud af termometeret, er vi fløjet til køligere egne.

Dansende nytår

Hverdagen er ved at vende tilbage til Mbamba efter juleferien. Husene, hvor mange af de præstestuderende bor med deres familier, er igen beboet, og undervisningen er i gang igen – efter en lidt træg start. Tirsdag morgen, da alle skulle være ankommet, var der ualmindeligt tyndt fremmøde til morgensangen. Penuel, studierektor, slog fast, at om der så kun var to studerende i en klasse, skulle undervisningen gennemføres. Med den besked gik jeg til første time, hvor kun én af klassens ca. 25 studerende var mødt op. Han gik ud og ledte efter de andre. Lidt efter kom et par stykker mere, udstyret med koste og spande. De skulle gøre klasselokalet rent, før undervisningen kunne begynde.

Også eleverne på kostskolen (Lutheran Junior Seminary), er vendt tilbage. Så nu er der på området – foruden præsteseminariets stab, studerende og familier også omkring 500 drenge og piger på kostskolen.

Gæster fra Aalborg

Har der været stille omkring vores hus, har vi til gengæld kunnet glæde os over at have danske gæster i huset, hvor vi bor. Før jul fik vi besøg af Birgitte (vores datter på 26). Hun bliver til den 22. januar. Mellem jul og nytår kom yderligere to gode venner fra Danmark: Helle, organist ved Margrethekirken, og datter, Emilie.  De rejste igen den 8. januar. Vi hyggede os sammen med dem – og nød (og nyder fortsat) de danske varer, de havde med, ikke mindst ost og kaffe.  Og så glæder vi os over alle de gode hilsener, de bragte med fra kære mennesker derhjemme.

Vore danske gæster oplevede blandt andet, hvordan man her på stedet bruger jule- og nytårstiden til at gå på besøg hos hinanden for at ønske glædelig jul eller godt nytår. Enkelte dage gik stort set med at snakke med folk, der er kommet for at hilse på og snakke.

Nytårsgudstjeneste med dansk sang

Nytårsaften var vi ti danskere omkring bordet i vores hus. . Foruden os fem, der hører til huset, var vi Mette og Alex (lærere på Brønnum Lutheran Seminary), Tine (lærer på REMI) og hendes forældre fra Frederikshavn, Bodil og Christian, der er på besøg.  

Menuen bestod af andesteg. To ænder, som Ida og jeg havde fået foræret i en landsby, vi besøgte for nylig, måtte lade livet. De fik følgeskab af to andre lidt mere voksne ænder, som alle måtte plukkes og gøres klar. Det klarede Ida med hjælp fra assisterende andeplukker, Niels.

Efter den hyggelige middag – med indlagt sangkonkurrence arrangeret af Helle – nærmede klokken sig så småt midnat. Sammen gik de fleste af os fra seminariets og kostskolens område over til landsbyen Mbamba Out, hvor der var gudstjeneste.

I fuldmånen lå landskabet klart oplyst som et drømmelandskab i sort-hvid.

Inde i kirken var der mørkere end udenfor. Menigheden sad I halvmørket, der kun oplystes af en enkelt pære. Præsten, en gammel mand klædt i hvidt, læste en tekst fra bibelen (på hausa). Derefter småsnakkede han med menigheden.  Den sidste halve times tid af det gamle år og de første minutter af det nye blev fyldt ud med indlæg fra menigheden. Nogle sang – mere eller mindre skønt. Nogle fortalte så vidt, vi kunne forstå, om, hvad de havde at takke for i året, der svandt. Alle høstede velvilligt bifald. Så snart én havde sat sig, rejste den næste sig og fremførte frimodigt, hvad han eller hun havde at sige eller synge.  Til sidst tog vi danskere mod til os og gik også op. Jeg bragte en kort hilsen, hvorefter Emilie, Birgitte og Ida Helle sang fredssangen ”Fred være med jer…” – til Helles akkompagnement på keeboard. Det vakte varmt bifald.

Nytårsdans

Nytårsdag gik vi til en tidlig gudstjeneste i en fyldt kirke her i Mbamba. Man har åbenbart ingen problemer med at stå tidligt op nytårsmorgen her.

Om aftenen var der trommer og traditionel dans i Mbamba Out. Stemningsfuldt og med godt humør.

Dans er en vigtig del af både jule- og nytårsfejringen her. Også den anden januar var vi med, denne gang på den store plads uden for domkirken i Jimeta. Vi kom først, da programmet var gået i gang og håbede, at vi bare kunne stå diskret i baggrunden og se på. Men straks vi kom, blev vi budt velkommen over højttaleren af toastmasteren. Behjertede folk satte stole frem, så vi kunne sidde foran alle de stående tilskuere. Oven i købet fik vi serveret maltøl og vand. Vi følte os som kongelige. Privilegerede, men også en smule beklemte ved den megen opmærksomhed. I hvert fald var vi ikke et øjeblik i tvivl om, at vi var hjerteligt velkomne her. Et forsøg på at få os til at danse på dansk fik vi afværget, men vi måtte frem og præsentere os selv.

Arrangementet bestod i, at forskellige stammer efter tur blev råbt op. Alle, der tilhørte den nævnte stamme, kom så frem og gik i gang med at danse til musikken, der blev leveret af en båndoptager (som dog et par gange serverede båndsalat).

—

Nu er så hverdagen begyndt igen. Foran os er der omtrent fire ugers undervisning på seminariet, inden de skriftlige eksamener begynder i februar. Godt har det været at møde de studerende igen, og spændende bliver det, om alle kommer vel igennem eksamen. ´Ved Guds nåde går det nok! siger en af de studerende, som jeg har til kirkehistorie. Jeg ville ønske, hans viden om kirkehistorie var bare halvt så stor som hans fromhed.

To computere og penge til bøger fra Aalborg

 Helle og Emilie havde med i deres bagage to bærbare computere, som medlemmer af Aalborghus Y´s Mens´ Club har givet.  Den ene har vi givet til en ung mand, der studerer på et universitet et andet sted i landet. Han mistede sine forældre sidste år og kan kun få råd til at studere takket være hjælp fra hans søskende, som ikke har meget at rutte med. En computer vil hjælpe ham kolossalt.

I skulle have set hans overraskelse og glæde, da vi overrakte ham computeren! Han kom forbi i dag og fortalte, hvor glad han er for den.

Den anden computer vil finde en lige så værdig modtager. Vi er endnu ikke sikre på, hvem det skal være.  Hvis vi annoncerede, at vi har en computer til foræringspris, ville de første hundrede straks stå uden for vores hus. 

Også Birgitte havde en god gave med fra Aalborg. Penge, som er indsamlet i Margrethekirken. En del af pengene er allerede afsat til køb af et sæt bøger til kirkehistorie. Også bøger ligger uden  for, hvad mange her har råd til. Nu får seminariet et sæt lærebøger i kirkehistorie, som kan bruges af holdet i år og af kommende hold.

Resten af pengene vil blive brugt i arbejdet med kvindeskolen, som Ida er engageret i.

Juletræ under åben himmel

-Rikkia! råber folk til os fra landsbyen, vi kører forbi. De kan nå at råbe det flere gange, for vejen, vi kører på, er så hullet og ujævn, at vi må snegle os frem.

Vi er på vej til Dakka for at fejre jul hos Rikke Vestergaard.  Hun er sygeplejerske og har i mange år drevet en sundhedsklinik i Dakka. Pensionsalderen har hun nået, og fysikken er ikke, hvad den har været, men hun kan ikke slippe de mennesker i Nigeria, som hun holder af og føler sig forbundet med. Derfor bor og arbejder hun hvert år fire måneder i Dakka. Resten af tiden er hun pensionist i Thisted.

Vejen til Dakka

På forhånd har vi hørt meget om Rikke og hendes arbejde og glæder os til at møde hende og se stedet. Et blik på kortet lader forstå, at der ikke er langt fra vores by, Yola, til Dakka. Først er der 70 km god vej til Numan. Dér mødes vi med fire andre danskere, der også skal holde jul i Dakka.  Sammen kører vi de 100 km fra Numan til Jalingo, hovedbyen i staten Tamara. Vejen hertil er fyldt med lumske huller, men det går an. I Jalingo lader vi vores veltjente Toyota stå. Den er for lavbenet til at klare resten af vejen. I stedet kommer Rikkes chauffør i firehjulstrækkeren og tager os med. Og så kravler vi fremad de sidste 40-50 km ad en vej, der er skyllet væk af ikke bare ét, men mange års regntider. Vi lader chaufføren om at finde de mest farbare spor og har god tid til at studere naturen og landsbyerne, som vi kører igennem.

Et trafikalt højdepunkt når vi, da vi kører over en bro, som består af et stålskelet, hvorpå der er lagt løse brædder. Nogle drenge løber foran bilen og lægger bjælkerne bedre på plads for os. Der er temmelig langt ned, men det værste, der kan ske, siger chaufføren, er, at bilen får et hjul ned mellem to bjælker. Nogle af bjælkerne er for korte til at nå hele vejen over broen. Når bilen kører hen over den ene ende af disse bjælker, vipper de op og falder ned igen, med stor larm.

Rikkia! råber folk og vinker. Sådan udtaler de Rikkes navn her. Rikke er åbenbart så kendt her, at alle hvide mennesker er ”Rikkia’er”.

-Rikke er fantastisk! siger chaufføren. Hun er parat til at gøre alt for alle.

På liv og død

For enden af det, der engang var en vej, ligger Dakka. En anselig landsby med både traditionelle lerhytter og større bygninger. Her er en bibelskole med omkring 50 elever, der bor med deres familier i runde lerhytter ved skolen.

Bibelskolen er at sammenligne med en højskole. Foruden bibelundervisning er der en række almene fag. De dygtigste af de studerende kan uddanne sig til evangelister. Men der er også en linie for folk, som aldrig har lært at læse. Takket være en engageret og dygtig underviser lykkes det de fleste af dem at blive habile læsere, nogle af dem i løbet af forbavsende kort tid.

 Ved siden af bibelskolen ligger sundhedsklinikken, som Rikke Vestergaard i mange år har ledet. Rikke tager imod os, gæstfrit og hjerteligt som en husmor fra Thy. Huset, hun bor i, er placeret højt, med vid udsigt over dal og bjerge. Indenfor er det indrettet så hjemligt, at det lige så godt kunne være et hjem i Thy.

I løbet af de næste dage stifter vi bekendtskab med klinikken, som på alle tider af døgnet opsøges af folk fra omegnen, kristne og muslimer, høj og lav i samfundet. Alle, uanset stand og religion, behandles med samme omhu og omsorg.

Mange får hjælp på klinikken, og de er tydeligt, at folk har tillid til Rikke og de få, der arbejder på klinikken. Men døden er aldrig langt væk. Et par timer før vi kom, døde en toårig pige på klinikken af malaria. Og få dage forinden døde byens afholdte præst af tyfus. Han kom for sent til klinikken. Derfra blev han kørt til hospitalet i jalingo, men selv om det lykkedes Rikke at få en operation fremskyndet så meget som muligt, lykkedes det ikke at redde ham. Hans dødsfald har præget landsbyen, og det er tydeligt, at det også har ramt Rikke som en personlig sorg.

Rikkes arbejde er mangesidet. Efter snart 20 år på stedet kender hun de fleste, og de kender hende. Alle ved, at de kan komme til ”Rikkia”, også når der er problemer i familien, et barn, der er blevet forældreløs og har brug for pleje, eller der bare ikke er råd til nyt tøj. Hendes arbejde er lige så vel en socialarbejders som en sygeplejerskes. Desuden er hun klog på byggeri og mange andre praktiske sager – og lidt af en opfinder. Det har over 40 år i Nigeria lært hende.

Juleaften

Vi kommer til Dakka den 22. december. Ligesom i andre byer er der intet i byen, der tyder på, at julen nærmer sig. Men jul bliver det – med andesteg og rødkål (eller noget, der ligner), ris a la mande og juletræ (eller noget, der ligner). En juleaftensgudstjeneste i kirken får vi også – på engelsk. Med os ni danskere og et par håndfulde af de lokale. Jeg havde set frem til min første jul i 30 år uden prædiken, men Rikke havde arrangeret denne gudstjeneste med mig som præst. Og folk, der kender Rikke, vil vide, at der skal gode argumenter til at lave om på det, hun har bestemt.

Juletræet står ude på terrassen. I den stjerneklare aften skinner lysene på træet om kap med himlens stjerner. Vi går omkring træet og synger de danske julesalmer.

I Nigeria er det ikke juleaften, men juledag (den 25. december), der er den store festdag. Juleaftensdag bruger man bl.a. til at slagte koen, partere den og fordele kødet til alle, der har part i koen. Både slagtning, partering og fordeling foregik lige uden for klinikkens dør.

Juledans

Juledags formiddag begynder den store julegudstjeneste. Den er annonceret til kl. 10, men den er der ingen, der tror på. Henimod kl. 11 sender Rikke en spejder hen til kirken for at se, om der snart sker noget. Det gør der! Da vi lidt senere nærmer os kirken, hører vi kirkeklokken ringe.

Vi går ind i den fyldte kirke, og nu begynder en juledags gudstjeneste, der får en juledag hjemme i Margrethekirken til at tage sig lidt bleg ud. Først er der alt det, der hører til enhver gudstjeneste: bøn, læsninger, prædiken (En stilfærdig, enkel og kort af slagsen. Om at vi skal lukke vore hjerter op for ham, der kom julenat)). Salmer er der selvfølgelig også, sunget med fynd og klem som altid her i landet.

Derefter begynder den festligste del af gudstjenesten: indsamlingen. Det lyder ikke specielt festligt, men det foregår med musik og dans. Efter tur bliver hver af de nærliggende landsbyer råbt op. De af landsbyens beboere, der er kommet til kirken, går så uden for kirken, og så danser de op gennem midtergangen, mens musikken spiller. Foran alteret lægger de deres gave i en plastikspand.  De blege danskere får også lov til at være med. Vi går (mere end danser) med den gruppe, der hedder ”Klinikken og bibelskolen”

Både børn og voksne giver sig hen i dansen. Flere holder så meget af at danse, at de er med i optoget fra flere forskellige landsbyer. Andre, især kvinder, danser med, stående på deres pladser. Hele kirken gynger som et diskotek fredag aften. Og det bliver ved.

Da alle landsbyer og grupper har været fremme, bliver det annonceret, hvor meget hver landsby eller gruppe har lagt i spanden. De højeste beløb høster klapsalver.

Høvdingens julehilsen

Da gudstjenesten er forbi, stiller den  lokale ”Boys´Brigade” op uden for kirken, i fine uniformer og med piber og trommer, og så går eller danser menigheden fra kirken op gennem byens hovedgade. I begyndelsen er børnene lidt generte over for os hvide, der er med i optoget. Men snart bliver der kamp om at holde os i hånden. De fleste af os har mindst to i hver hånd. Byens hovedgade er som altid umanerligt snavset. Det flyder med plastik og andet affald. Men lige nu giver gaden genlyd af julefejrende menneskers livsglæde.

Optoget standser ved høvdingens store hus. Høvdingen, der er muslim, kommer ud, omgivet af sit hof, bestående af mænd klædt helt i rødt. (Nogen fortalte os bagefter, at det er tegn på, at høvdingen har titel af emir.)

Præsten træder frem og beder en lang bøn, som han slutter ”i Jesu navn”. Høvdingen får så ordet. Han nævner ”Jesu Kristi fødsel”, og siger nogle pæne ord om nødvendigheden af at holde fred. Det meste af, hvad han siger, forsvinder dog i det mangelfulde højttaleranlæg.

Da vi omsider går hjem til frokosten, er en god del af eftermiddagen gået.

35 grader og juleferie

 

Vi hører, der er både kulde og sne i Danmark. Her ligger temperaturen op ad dagen på den lune side af 35 grader.  Det er lidt svært at vænne sig til tanken om, at det meget snart er jul. Et par julehjerter og stjerner hængt op i stuen prøver at fremkalde lidt julestemning. Det samme gør duften af pebernødder og brune kager, som Ida har bagt.

I Yola og Jimeta er der stort set intet, der vidner om julen. Dog har skrædderne ekstra travlt lige nu. Mange skal have nyt tøj til højtiden.

Her i Mbamba er der blevet stille. På præsteseminariet begyndte juleferien allerede den 11. december. Efter årsplanen (som først kom ud omkring første december) skulle ferien først begynde den 18. Men de studerende klagede. De skulle hjem og høste. Det skulle gøres nu, inden fulaniernes kvæg ødelagde afgrøderne.

Fulanerne er et nomadefolk. De ses overalt med deres større eller mindre hjorde af kvæg, som de driver rundt til steder, hvor der er vand og græsning at finde. Her i tørtiden er det fristende for dem at besøge bøndernes høstklare marker. Og det gør de! Der er eksempler på, at bønder, der har prøvet at hindre dem, er blevet slået ihjel. Nogle af vore naboer har fået en stor del af deres høst ødelagt af fulanerne.

Stort set alle de studerende, der bor med deres familier i husene her på området, er rejst hjem.

Også kostskolen, Brønnum Lutheran Seminary, holder ferie. Normalt er der omkring 500 elever., som nu er rejst.  Så nu har julefreden sænket sig over Mbamba. Tilbage er de fleste af lærerfamilierne og de syv danskere.

Uanmeldte gæster

Syv danskere er vi nu. Den syvende er Birgitte (vores datter), som for en uge siden kom fra Danmark og bliver til den 22. januar. Hun havde kufferten fyldt med dejlige julehilsener hjemmefra samt med spegepølse, kaffe, Kalles kaviar og andet godt, som vi ellers må leve uden.

Vi nyder hendes selskab, selv om varmen tager mere end toppen af hendes energi. Noget, vi også selv har oplevet – og stadig oplever.

Det første døgn, Birgitte var her, myldrede det indenfor med børn og voksne, der ville byde hende velkommen. De kom på alle tider af dagen, de tidligste mens vi spiste morgenmad og de seneste lige inden sengetid.  

Det er en af forskellene på dansk og afrikansk kultur: Her går man på besøg hos hinanden bare for at hilse på og snakke, og man kan altid regne med, at man er velkommen. Man behøver ikke aftale tid på forhånd. 

Forleden havde vi inviteret to gæster, en ung kvinde, som Ida arbejder sammen med på REMI, og en ”pedel” på Lutheran Junior Seminary, som gerne ville lære at lave pizza. Han kom nu så sent, at pizzaen stort set var færdig. Til gengæld blev vi ikke kun fem omkring bordet (vi tre i huset og de to gæster). Inden aftenen var omme, var vi elleve om at smage pizzaen. 

I Nigeria får man hurtigt venner. Som en af de andre danskere sagde: Det, man er rig på her, er relationer, venskaber. En af vore nye venner hedder Safratu. En lærer først i tyverne. Desuden er hun skrædder og har allerede syet en kjole til Ida og har en i ordre til Birgitte. Endelig er hun medlem af et ungdomsparlament for hele Nigeria. Og så har hun været i Danmark sidste år, hvor hun i nogle måneder rejste rundt for Mission Afrika.

Stammekultur

I går havde Safratu inviteret os til en kulturdag for Kilba-stammen, som hun tilhører. En festlig dag med honoratiores af mange slags (vi var de eneste hvide og blev også behandlet som æresgæster), En universitetslærer fortalte om Kilba-stammens manddomsritualer, og så blev der vist maleriske prøver på stammens mange danse. Til sidst blev nogle af deres gastronomiske specialiteter præsenteret. Vi tre hvide blev kaldt op for at være blandt de første, der så og prøvesmagte herlighederne.

Arrangementet er et eksempel på, hvordan man her prøver at værne om de enkelte stammers gamle traditioner.  Selv om mange af traditionerne er forsvundet, betyder stammerne fortsat meget. Har man ærinde på et offentligt kontor, er det godt, hvis en af de ansatte på kontoret er fra samme stamme som én selv. Så kan vedkommende hjælpe én hurtigt igennem.

Også i kirken, fornemmer vi, kan det betyde meget, for meget, hvilken stamme, man tilhører.

Juleaften

Julen fejrer vi i Dacca hos Rikke Vestergaard. Hun har i mange år boet og arbejdet der som sygeplejerske. Nu er hun pensioneret, men er stadig i Dacca tre-fire måneder hvert år. Vi kører derud sammen med andre danskere. Det sidste stykke må vi læsse vores bagage om til en firehjulstrukket bil. Vejen skulle være uegnet til almindelige personbiler. Så må det være virkelig slemt, for man udsætter personbiler for en hel del mere end hjemme.

Så vidt vides, er der ingen forbindelse til mobiltelefoner i Dacca, så hvis I venter en opringning juleaften fra os, kommer I nok til at vente forgæves. Vi regner med at være tilbage i Mbamba den 26. Og så glæder vi os til to nye gæster kommer fra Danmark og fejrer nytår med os: Helle (vores organist ved Margrethekirken) og datter, Emilie.

Vi ønsker jer alle en           glædelig jul

Søndag i bushen

 En stor pose hvide bønner, en sæk ris og to levende ænder, alt sammen anbragt i bilens bagagerum. Det er, hvad vi kører hjem med efter vores kirkebesøg i bushen denne anden søndag i advent. På bagsædet sidder tre af de studerende ved præsteseminariet i Mbamba, Sandy, Peter og Andrew. Peters og Sandys familier bor i landsbyen Tambo langt væk fra alting. De har inviteret på besøg i deres landsby og kirke. Andrew er med som ven. Han har i øvrigt inviteret os hjem til sin kirke næste søndag.

Turen begyndte som aftalt søndag morgen klokken syv. Da vi kom ud til bilen, havde de tre studerende allerede stået der i en time, for som Andrew senere forklarede: Vi ved, at hvide mennesker tager tiden alvorligt! Faldefærdig bibelskole I den gode gamle Toyota, som vi disponerer over, kørte vi forbi vores nærmeste by, Yola, gennem nabobyen Jimeta, som allerede var vågnet (man står tidligt op her), over Benué-floden og videre i femte gear ad den gode, asfalterede landevej. Efter 50 km drejede vi af fra landevejen og kørte ad en støvet sandvej ud i bushen. De næste knap 25 km bumplede vi ad dybe hjulspor, over huller og sten, der gjorde ondt langt ind i bilens underliv, over udtørrede flodlejer eller defekte broer og forbi traditionelle afrikanske landsbyer med runde lerhytter, indtil vi omsider err fremme ved målet: Tambo, som egentlig er et område med flere spredte landsbyer.

Inden gudstjenesten skal begynde kl. 10, er der tid til at se sig om i den største af landsbyerne. Her er både en sundhedsklinik og en retsbygning, begge huse i yderst beskeden udførelse og vedligeholdesstand. Endnu mere beskeden er den Bibelskole, som kirken i området driver. Bænkene i det ene af de to klasseværelser er af cement. Bordene vakler, og tavlen ser ud til at være uimodtagelig for kridt. Værre er det, at bygningen er ude af stand til at modstå regntidens voldsomme byger. Uden for skolebygningen ligger en stabel cementsten. Begyndelsen til en ny skole, som måske aldrig bliver virkelighed, fordi man ikke har råd til at bygge. Det ligger i luften, at et bidrag fra Danmark ikke vil være i vejen. Vi nøjes med at se og lytte.

Bibelskolen tilbyder en 3-årig uddannelse med undervisning fem dage om ugen. I øjeblikket er der kun syv elever. Efter sigende fordi de lerhytter, de studerende får tilbudt at bo i, er for få og for dårlige. Et andet problem i det område, hvor Bibelskolen ligger, er mangelen på vand. Man må gå langt for at hente vand. En brønd står højt på ønskesedlen, lader man gæsterne fra Danmark vide.

Blandt muslimer og pinsefolk

På vej gennem landsbyen passerer vi muslimernes moské. Den pengestrøm, der efter sigende flyder fra Mellemøsten til Nigerias muslimer, er tydeligvis ikke nået herud. Moskeen ser lige så faldefærdig ud som Bibelskolen. Mange familier i området består af både kristne og muslimer. Sådan er det i det hele taget i Adamawa state, hvor vi befinder os. Det er en væsentlig grund til, at der endnu ikke har været alvorlige konflikter mellem muslimer og kristne i denne del af Nigeria.

Også en pinsekirke er der i Tambo. Pinsekirker har flere steder haft held til at tiltrække medlemmer af den lutherske kirke. Her er det ikke noget stort problem, forsikrer Peter og Sandy.

Gudstjeneste med dans, håndtryk og fotografering

 Klokken har passeret ti, og vi går ind i landsbyens rummelige lutherske kirke. Der er halvtomt. Vi er lidt skuffede. Havde ventet noget større. Vi gæster bliver placeret med ryggen mod alteret og ansigterne mod menigheden. Ikke ligefrem den placering, vi selv ville have valgt. Men vi er æresgæster og skal ses.

Kirkeklokken ringer, og gudstjenesten begynder med indgangsbøn og salmesang, læsning og så videre. Stilfærdigt og lidt tungt. Imens smutter flere og flere indenfor, og umærkeligt bliver rummet fyldt.

 Efter den træge start kommer der liv i kludene, da et af kirkens kor går i gang med deres første korsang ledsaget af trommer. To unge mænd er forsangere. Efterhånden som rytmen stiger, begynder de at danse, hurtigere og hurtigere. Den ene af de to hæmmes lidt af, at hans bukser er lige ved at glide ned, men det ødelægger ikke fornøjelsen og den hæsblæsende rytme. Det hele afsluttes med latter og klapsalver fra menigheden.

Et andet oplivende moment er meddelelserne. Formanden for menighedsrådet træder op på prædikestolen. Først får menigheden en opsang. De må ryste op med flere penge. Ellers kan de alvorlige revner i kirkegulvet ikke blive repareret. Fra menigheden kommer der kommentarer, og der udvikler sig en dialog mellem formanden og menigheden.

Formanden går derpå over til at byde velkommen til gæsterne fra Danmark. En hjertelig velkomst, der munder ud i en velkomstsang, mens alle uden undtagelse kommer op og trykker os i hænderne. Vi føler os som kongelige. Også præsten siger nogle velkomstord. Da han fortæller, at Ida har lært kvinderne i Mbamba at bage brød, spørger nogle af kvinderne i kirken, om vi ikke kan blive, så de også kan lære at bage. Det udløser munter latter. I 5-10 minutter bliver gudstjenesten nu afbrudt, fordi en ung mand, udstyret med kamera, gerne vil tage fotos af de danske gæster sammen med forskellige af de fremmødte.

En kirkefader

Blandt gudstjenestedeltagerne er en gammel mand i sort med præsteflip. Lille, mager og smilende, tydeligvis i fin form. Elias Mujah hedder han. Han var den første, der blev præst i Tambo, efter af kristendommen kom hertil i 1953. Hvad ville denne gamle præst ikke kunne fortælle,fra dengang et par missionærer kom hertil med et Ny Testamente, og siden kom igen med noget så utroligt som to billeder, et af Abraham og et af Paulus. Hvad ville han ikke kunne berette om de samtaler disse missionærer førte med landsbyens øverste, om hvordan man i landsbyen fattede tillid til dem og til deres budskab. Om kirkens spæde begyndelse og dens vækst frem til i dag, hvor der er kirke i hver landsby i området.

 En af de første syv, der blev døbt tilbage i 1955, er stadig i live og er også med ved gudstjenesten i dag.

Den gamle præst anmodes om at lede en bøn. Det gør han med kraftig røst og mange ord, som man gør det her. Efter bønnen har han noget, han gerne vil sige til menigheden. Det foregår på hausa, som vi ikke forstår, men menighedens opmærksomme lytten, deres muntre latter, når han med glimt i øjnene siger noget morsomt – det fanger vi. Desuden ordene ”missionær” og ”Niels Brønnum”. Niels Brønnum er et navn der vækker genklang. Alle her kender den unge dansker, der for snart 100 år siden, blev udsendt fra Vor Frue kirke i Aalborg og blev manden, der såede de første frø til det, der i dag er Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.

Hører de mon?   Giver de nok? 

Jeg er blevet bedt om at prædike. En ung mand oversætter til hausa. Menigheden ser hverken mere eller mindre søvnig ud, end vi har set dem, når nigerianske præster prædiker. Mange nigerianske præster bruger megen tid på at prædike moral og dom. Jeg vil gerne give dem et ord om håb og frimodighed. Om det går ind, er ikke til at se. Afrikanere kan være mere overstadige end fynboer. De kan også se uudgrundelige ud som vestjyder.

Så er der indsamling. Et af korene synger, og folk begynder i en lang række at gå eller danse op forbi den papirkurv, der er sat frem øverst i kirken, beregnet til bidragene. Da alle har været forbi, og kurven er blevet præsenteret for formanden, afgør han, at der må være mere at hente. En ny papirkurv bliver sat frem, og alle må forbi den én gang til og i det mindste lade som om de lægger en seddel i. Bunken af sedler viser, at de fleste ikke bare lader som om. Uden varsel bliver Ida bedt om at bede over offergaven. Det kommer noget bag på hende, men en bøn får hun da fremstammet.

Og så skal der fotograferes!

 Inden gudstjenesten er forbi, kommer en mand hen og stikker mig en papirlap i hånden. ”Ønske om fotografering” står der på den. Og nedenunder ”Kvindekoret”, ”Ungdomsgruppen”, ”Menighedsrådet” med flere. Hver gruppe vil gerne fotograferes sammen med de hvide gæster. Da gudstjenesten er forbi, får flere samme idé. Som superstjerner bliver vi fotograferet sammen med snart den ene gruppe af unge snart den anden. Sidste gruppe er børnene i søndagsskolen.

Henimod klokken ét er gudstjenesten forbi. Vi går med vore værter ud i et lille baglokale med generator og andre praktiske ting. Her får vi hver en mælkejuice og en lille pakke kiks. For Peter, Sandy og Andrew er det dagens første måltid. Og så skal vi sige farvel. Kvinderne står udenfor. Et par stærke arme får anbragt en stor sæk ris i bilens bagagerum ved siden af posen med hvide bønner. Og så kommer én med to ænder, hver af dem båret i den ene vinge. De bliver forsigtigt anbragt ved siden af rissækken. Det er gaver givet, ikke af overskud, men af et godt hjerte. Et udtryk for deres taknemmelighed over, at vi har taget turen herud for at være sammen med dem.

Da vi sidst på eftermiddagen er vel hjemme, kommer det dybtfølt fra Andrew: Tak, Jesus!, fordi vi kom sikkert hjem! I Danmark ville chaufføren muligvis høre det som en mistillidserklæring til hans kørsel. Sådan er det vistnok ikke ment. Andrew spørger han, om vi ikke skal bede en bøn. Ligefremt og enkelt takker han derpå Gud for dagen, vi har haft sammen, og fordi vi er sikkert hjemme igen.

.Ænderne  går nu hos vores nabo, som er dyrlæge og i forvejen har ænder. De er udset til at spille en hovedrolle i vores festmiddag nytårsaften, hvor vi har besøg fra Aalborg.

Ida og Niels

PS: To dage efter turen til Tambo, mistede den ene af vore værter, Peter, sin storebror. Det var denne bror, der betalte Peters uddannelse på Brønnum Lutheran Seminary. Om Peter kan fortsætte, er et åbent spørgsmål. Så hårdt og sårbart kan livet være her.

Konfirmationsfest og hverdag i advent

Jeg havde ikke troet, jeg ville blive så glad for at være i Afrika! sagde Ida forleden. Der er så meget, man kan gøre her, og man mærker, det betyder noget.

På REMI hjælper Ida til i ”playing class” for de yngste (helt ned til et år) og i handicapklassen (hvor der er mange slags handicaps og elever i alle aldre). De mangler både personale og materialer, så Ida bruger al sin opfindsomhed til at producere musikinstrumenter af dåser, gammelt jern og grene fra træerne uden for vores hus: rasleinstrumenter, flotte trommer og en triangel.  Desuden dukker af plastikflasker, stofrester og andet, som var på vej i skraldespanden.

Mandag og fredag underviser Ida på Kvindeskolen (for de præstestuderendes ægtefæller). Hun lærer dem at strikke og at bage. Man kan sagtens bage uden ovn. Det foregår over ilden i en gryde, som er kvart fyldt med sand. Kvinderne er ikke vant til at bage. Men de har lært kunsten. Sidste gang mødte de hver især op med brød, de havde bagt over ilden derhjemme. Ikke så lidt stolte.

Næste gang står den på pizza i skolekøkkenet. En udfordring er det, at opskrifterne ikke må indeholde noget, der er for dyrt. De fleste af de studerende og deres familie har ikke til mere end det allernødvendigste.

Også en nystartet systue er Ida med til at lede. Den blev med stor succes startet af den 50+ gruppe fra Herning-kanten, der var hernede i oktober. De medbragte nogle symaskiner. De er siden blevet suppleret med et par ekstra. En af de kvindelige studerende er god til at sy og lærer kvinderne at sy kjoler mm. efter mønster.

Jeg (Niels) kører på med undervisningen. Jeg kommer lige fra time i faget ”synoptiske evangelier”. Normalt er de tilbageholdende med at stille spørgsmål, men i dag gik der hul på bylden, og der var næsten ingen ende på spørgsmålene.  Spændende – og overraskende! – for mig at høre, hvad de er faldet over. En del er affødt af, at de har en meget bogstavtro opfattelse af bibelen. Nogle af spørgsmålene vækker morskab hos de andre studerende. Jeg prøver at tage dem alle sammen alvorligt.

Konfirmation

I søndags var det første søndag i advent. Det virker lidt fjernt hernede, hvor solen skinner fra en skyfri himmel omtrent fra seks morgen til seks aften. Om morgenen kan det være køligt, men op ad dagen opholder man sig fortsat helst i skyggen.

Første søndag i advent blev fejret med konfirmation her i Mbamba. Foruden præsteseminariet er her en kostskole med ca. 500 børn og unge (Mrs. Bongi er skolens leder). 94 af dem skulle konfirmeres i søndags. Af dem skulle 11 først døbes. Vi var inviteret med som gæster hos nogle af vore naboer, Nathan (som er dyrlæge) og Veronica (som leder Kvindeskolen). To af deres børn var mellem konfirmanderne.

Kl. 9 skulle gudstjenesten begynde i kostskolens store sal, der hver søndag bruges til gudstjeneste for skolens elever. Vi tænkte, at vi hellere måtte møde op i god tid for at få en plads. Men fem minutter i ni var salen stadig næsten tom. Et ungdomsband fra skolen varmede op til gudstjenesten. Det blev de ved med indtil ca. 40 minutter over tiden. Da var kirkesalen blevet fyldt op, og man var så småt klar til konfirmandernes indmarch. Mange af gudstjenestedeltagerne måtte sidde udenfor og kunne så følge med via en højttaler (så længe strømforsyningen var intakt). Fem timer senere var gudstjenesten forbi. Da havde vi også været igennem både dåb og konfirmation, formaninger til konfirmanderne, en lang prædiken ved den fremmødte biskop (det er biskoppen, der konfirmerer), offergang, hvor den endeløse skare i en lang række gik eller dansede forbi indsamlingskurvene med deres bidrag, mens musikken spillede. Desuden altergang og selvfølgelig salmer, sunget af hjertens lyst.

Konfirmationsmiddagen foregik udendørs. I en halvcirkel sad gæsterne i de hvide plastikstole, der bruges overalt, også i kirkerne. Maden var sat frem i store varmekasser, og så forsynede man sig selv. Fem ænder var slagtet, og ris i spandevis var kogt. Dertil den efterhånden velkendte stærke sovs.  Imellem gæsterne vandrede nogle af de overlevende ænder og et par haner.

Værten, Nathan, satte sig ved siden af os. Han er en handlekraftig og munter mand. Utvivlsomt en dygtig dyrlæge. Jeg er så lykkelig, sagde han og strålede, fordi to af vores børn nu er konfirmeret og siger, at de kender Jesus.

Den slags siger man hernede, uden at det på nogen måde føles unaturligt eller pinligt.

Ida blev bedt om at tage et gruppebillede af hele selskabet, og så var den fest forbi.

Bjergbestigning

Fredag den 27. november var muslimsk helligdag, Salar. Til minde om Abraham og Isak og vædderen, der blev ofret i stedet for Isak, slagter man væddere og spiser dem sammen med venner og familie. Dagen efter kan man købe billige gedeskind på markedet. Regeringen har påbudt, at både muslimske og kristne helligdage er fridage,. Vi (Alex og Mette (undervisere på præsteseminariet) og Ida og jeg besluttede os for at tage på udflugt til ”Three Sisters Rock” ca. 80 km. herfra. Med os havde vi Sulisai, rektors søn, der læser på universitetet i Jimeta.

”De tre søstre” er tre små bjerge, der rejser sig i det ellers ret flade landskab. Nogle drenge kom hen til os, da vi kom. Med dem som guider begyndte vi opstigningen af det højeste bjerg. Med drengene springende rundt foran os og bag os arbejdede vi os møjsommeligt opad den uvejsomme bjergside. Afmærkede stier er der ikke noget af hernede.  Godt halvvejs oppe spiste vi vore madpakker og begyndte nedstigningen.

Selv om vi ikke nåede helt op, var det godt at komme ud og opleve noget andet. Og godt at få rørt sig.

Kirkebesøg

På søndag er vi inviteret på besøg i en af mine studerendes landsby. Jeg skal prædike ved gudstjenesten, og bagefter skal vi tale med folk derude.  Nu er vi spændt på, om vi vil væe lige så heldige som Alex. Han var på besøg i en landsby i søndags og fik som gave en levende hane med hjem. Den går nu i indhegning uden for deres hus og er med i koret af haner, der galer hver morgen fra kl. 5 til seks. De tager fat, når moskeen inde i byen er holdt op med at kalde til bøn.

Mange varme hilsener

Ida og Niels

 

Voresr mailadresse: grymernigeria@hotmail.com

Nyt fra Mbamba, omkring 1. november 2009

 Hvordan er vejret i Danmark? Her begynder det langsomt at blive lidt mindre varmt. Vi er ikke længere våde af sved, når vi vågner om morgenen. Ja, indimellem må vi ligefrem have et lagen over os for at holde varmen.. Regntiden har varet usædvanligt længe i år, så alt er stadig grønt og frodigt. Snart vil det meste være tørt og afsvedet Men nu skulle tørtiden være her, og det skulle betyde lidt køligere vejr de næste par måneder.  Det ser vi frem til, for varmen tager unægtelig toppen af energien.

 

Hverdag i Mbamba

 

Vi er så småt ved at finde ind i hverdagen hernede.

Idas ugeprogram ser således ud: mandag og fredag har hun timer i ”kvindeskolen” for de præstestuderendes ægtefæller.( De ældste af de gifte studerende bor i små huse på området sammen med deres familier).  Ida underviser i strikning og bagning. Det er noget med at bage i sand. Ovnen er en stor gryde, der fyldes kvart op med sand og sættes over ilden. . Kvinderne her er ikke vant til selv at bage brød, og ovne har de ikke. Madlavning foregår over åben ild.  De øvrige dage er Ida med på REMI, skolen fem km herfra. Der er hårdt brug for pædagogisk assistance. Når hun kommer hjem, er hun godt brugt. Men meningsfuldt er det.

 

Jeg er også kommet i gang på præsteseminariet. Efter den første uge viste det sig, at der manglede en underviser i et enkelt fag. Det fik jeg så betroet, så nu har jeg tre fag: ”tidlig kirkehistorie”, ”de tre første evangelier” og ”luthersk bekendelse”. I alt syv timer. Det lyder ikke af meget, men forberedelsen tager faktisk lang tid. I alt har jeg ca. 80 studerende, meget motiverede, med meget forskellig forhåndsviden (eller mangel på samme) og (især på et af holdene) med lyst til at diskutere. Et handicap – eller en udfordring –  er det, at de ikke har råd til bøger.  Selv en bog, jeg anbefalede, til ca. 20 kr. ligger udenfor deres økonomiske formåen. Et andet handicap er, at nogle af dem taler (og skriver) engelsk på en ikke altid lige forståelig måde. 

Ikke alle studerende fra første årgang er kommet i gang med det nye semester. For nogle af dem er grunden, at de ikke har kunnet skrabe de penge sammen, som det koster at studere her.

 

I kirkehistorie gav jeg de 28 studerende den opgave at skrive en kort beretning om deres egen lokale kirkes historie, deres liv, glæder, håb og  vanskeligheder. Det blev spændende læsning om meget unge, entusiastiske og også sårbare menigheder. Mange af dem er resultatet af en eller to missionærers besøg i landsbyen for én, to eller højest tre-fire generationer siden. At man lige netop er blevet lutherske skal der ikke lægges for meget i. I en kirke kom man op at skændes om, hvordan indsamlede midler skulle bruges. Nogle af de utilfredse brød med den lutherske kirke og startede en anglikansk kirke.

 

Bilistens genvordigheder

I begyndelsen af oktober var vi en uges tid til møde med Mission Afrikas øvrige medarbejdere i Nigeria. Spændende at møde dem og høre om deres ofte brogede hverdag. Mødet foregik vest for Jos ca. 550 km herfra.  Vi kørte i vores gæstelærerbil sammen med de to andre danske lærere på præsteseminariet, Mette og Alex. At køre her er en kompliceret sag af flere grunde:

 1) Vejskilte findes stort set ikke. Spørger man om vej, får man altid et venligt svar, men ikke altid det rette. Spørger man: ”Fører denne vej til Jos?” risikerer man , at den venlige nigerianer for at gøre én glad svarer Ja, også selv om det ikke er sandt.

2) Vejene er ikke altid gode. Nogle steder er de nærmest ikke eksisterende.

3) Benzin er ikke altid til at opdrive. Ganske vist er der masser af tankstationer (nogle af dem nye og fine og udstyret med en lille moské. Et vidnesbyrd om penge, der flyder fra Mellemøsten til Nigeria. Mangelen på benzin tyder på, at det mere er muslimske slagord end benzin, der flyder)

4) Igen og igen er der politispærringer, som standser og tjekker bilerne. De fleste af dem er venlige og vinker os igennem, endda med store smil, når de ser, at vi er hvide. Men ét sted blev vi stoppet af nogle ikke helt autoriserede mænd. De løb ud foran bilen med sømbrædt og lagde store sten foran bilens hjul, indtil vi havde betalt 21.000 Naira (ca. 800 kr) for et mærkat, som normalt ville koste ganske få kroner. Mærkatet giver os efter sigende tilladelse til at høre radio og se TV i bilen!

Da vi kørte hjemad, stod de samme fyre der igen. Da de så os, sprang de straks frem med sømbrædtet. (De er åbenbart kun ude efter hvide, der ser ud til at have penge). Men vi havde fået nok af dem.  Med hornet i bund satte jeg farten op og prøvede at undgå både de springende mænd og deres sømbrædt. Mændene undgik vi, men et af hjulene kom for tæt på sømmene, så da vi var kommet på sikker afstand måtte vi ud og skifte hjul.

 

 

Besøg fra Herning

I knap tre uger i oktober har vi haft besøg fra Danmark. En ”50+” gruppe fra Herning-egnen. I alt ti personer. Tre af dem har boet hos os. Hyggelige folk, som vi havde det fint med. Mændene i gruppen hjalp m ed at bygge et en lærerbolig på området. Kvinderne startede en systue for kvinderne her, med stor succes. I aftes var der afskedsfest for dem med kylling og ris, taler og afrikanske danse.   Interessant var det at være vidne til mødet mellem effektive og målbevidste danskeres møde med nigeriansk arbejdskultur, som ikke ligefrem er præget af effektivitet. Tid er ikke det samme i Danmark og Nigeria.

 

Uden for på husets terrasse sidder lige nu en flok børn og spiller ”vendespil” eller ”memory”. Hver eftermiddag kommer de, låner bolde, farveblyanter og papir eller andet, som de underholder sig med. Børnene er uhyre tillidsfulde og taknemlige for det mindste. Når de dukker op inden 8 om morgenen eller under middagssøvnen, sender vi dem venligt og bestemt væk.

 

I øvrigt har vi det godt. Vi glæder os over: nigerianernes varme smil og venlighed,  deres hjælpsomhed og den taknemlighed, de udtrykker, fordi vi er her sammen med dem. Vi glæder os også over en hverdag uden stress og fyldt kalender. Og så prøver vi at leve med alt det, der ikke fungerer i det her samfund og med de politiske og religiøse spændinger, der lurer under overfladen i en del af landet. Selv om der er mange både muslimer og kristne her i området, har der indtil nu ikke været de store problemer. Det skyldes efter sigende, at der i mange familier er både kristne og muslimer.

 

Ida og Niels

 

Tak for hilsenerne hjemmefra!  Dejligt at høre fra jer.