Nyt fra Mbamba, omkring 1. november 2009

 Hvordan er vejret i Danmark? Her begynder det langsomt at blive lidt mindre varmt. Vi er ikke længere våde af sved, når vi vågner om morgenen. Ja, indimellem må vi ligefrem have et lagen over os for at holde varmen.. Regntiden har varet usædvanligt længe i år, så alt er stadig grønt og frodigt. Snart vil det meste være tørt og afsvedet Men nu skulle tørtiden være her, og det skulle betyde lidt køligere vejr de næste par måneder.  Det ser vi frem til, for varmen tager unægtelig toppen af energien.

 

Hverdag i Mbamba

 

Vi er så småt ved at finde ind i hverdagen hernede.

Idas ugeprogram ser således ud: mandag og fredag har hun timer i ”kvindeskolen” for de præstestuderendes ægtefæller.( De ældste af de gifte studerende bor i små huse på området sammen med deres familier).  Ida underviser i strikning og bagning. Det er noget med at bage i sand. Ovnen er en stor gryde, der fyldes kvart op med sand og sættes over ilden. . Kvinderne her er ikke vant til selv at bage brød, og ovne har de ikke. Madlavning foregår over åben ild.  De øvrige dage er Ida med på REMI, skolen fem km herfra. Der er hårdt brug for pædagogisk assistance. Når hun kommer hjem, er hun godt brugt. Men meningsfuldt er det.

 

Jeg er også kommet i gang på præsteseminariet. Efter den første uge viste det sig, at der manglede en underviser i et enkelt fag. Det fik jeg så betroet, så nu har jeg tre fag: ”tidlig kirkehistorie”, ”de tre første evangelier” og ”luthersk bekendelse”. I alt syv timer. Det lyder ikke af meget, men forberedelsen tager faktisk lang tid. I alt har jeg ca. 80 studerende, meget motiverede, med meget forskellig forhåndsviden (eller mangel på samme) og (især på et af holdene) med lyst til at diskutere. Et handicap – eller en udfordring –  er det, at de ikke har råd til bøger.  Selv en bog, jeg anbefalede, til ca. 20 kr. ligger udenfor deres økonomiske formåen. Et andet handicap er, at nogle af dem taler (og skriver) engelsk på en ikke altid lige forståelig måde. 

Ikke alle studerende fra første årgang er kommet i gang med det nye semester. For nogle af dem er grunden, at de ikke har kunnet skrabe de penge sammen, som det koster at studere her.

 

I kirkehistorie gav jeg de 28 studerende den opgave at skrive en kort beretning om deres egen lokale kirkes historie, deres liv, glæder, håb og  vanskeligheder. Det blev spændende læsning om meget unge, entusiastiske og også sårbare menigheder. Mange af dem er resultatet af en eller to missionærers besøg i landsbyen for én, to eller højest tre-fire generationer siden. At man lige netop er blevet lutherske skal der ikke lægges for meget i. I en kirke kom man op at skændes om, hvordan indsamlede midler skulle bruges. Nogle af de utilfredse brød med den lutherske kirke og startede en anglikansk kirke.

 

Bilistens genvordigheder

I begyndelsen af oktober var vi en uges tid til møde med Mission Afrikas øvrige medarbejdere i Nigeria. Spændende at møde dem og høre om deres ofte brogede hverdag. Mødet foregik vest for Jos ca. 550 km herfra.  Vi kørte i vores gæstelærerbil sammen med de to andre danske lærere på præsteseminariet, Mette og Alex. At køre her er en kompliceret sag af flere grunde:

 1) Vejskilte findes stort set ikke. Spørger man om vej, får man altid et venligt svar, men ikke altid det rette. Spørger man: ”Fører denne vej til Jos?” risikerer man , at den venlige nigerianer for at gøre én glad svarer Ja, også selv om det ikke er sandt.

2) Vejene er ikke altid gode. Nogle steder er de nærmest ikke eksisterende.

3) Benzin er ikke altid til at opdrive. Ganske vist er der masser af tankstationer (nogle af dem nye og fine og udstyret med en lille moské. Et vidnesbyrd om penge, der flyder fra Mellemøsten til Nigeria. Mangelen på benzin tyder på, at det mere er muslimske slagord end benzin, der flyder)

4) Igen og igen er der politispærringer, som standser og tjekker bilerne. De fleste af dem er venlige og vinker os igennem, endda med store smil, når de ser, at vi er hvide. Men ét sted blev vi stoppet af nogle ikke helt autoriserede mænd. De løb ud foran bilen med sømbrædt og lagde store sten foran bilens hjul, indtil vi havde betalt 21.000 Naira (ca. 800 kr) for et mærkat, som normalt ville koste ganske få kroner. Mærkatet giver os efter sigende tilladelse til at høre radio og se TV i bilen!

Da vi kørte hjemad, stod de samme fyre der igen. Da de så os, sprang de straks frem med sømbrædtet. (De er åbenbart kun ude efter hvide, der ser ud til at have penge). Men vi havde fået nok af dem.  Med hornet i bund satte jeg farten op og prøvede at undgå både de springende mænd og deres sømbrædt. Mændene undgik vi, men et af hjulene kom for tæt på sømmene, så da vi var kommet på sikker afstand måtte vi ud og skifte hjul.

 

 

Besøg fra Herning

I knap tre uger i oktober har vi haft besøg fra Danmark. En ”50+” gruppe fra Herning-egnen. I alt ti personer. Tre af dem har boet hos os. Hyggelige folk, som vi havde det fint med. Mændene i gruppen hjalp m ed at bygge et en lærerbolig på området. Kvinderne startede en systue for kvinderne her, med stor succes. I aftes var der afskedsfest for dem med kylling og ris, taler og afrikanske danse.   Interessant var det at være vidne til mødet mellem effektive og målbevidste danskeres møde med nigeriansk arbejdskultur, som ikke ligefrem er præget af effektivitet. Tid er ikke det samme i Danmark og Nigeria.

 

Uden for på husets terrasse sidder lige nu en flok børn og spiller ”vendespil” eller ”memory”. Hver eftermiddag kommer de, låner bolde, farveblyanter og papir eller andet, som de underholder sig med. Børnene er uhyre tillidsfulde og taknemlige for det mindste. Når de dukker op inden 8 om morgenen eller under middagssøvnen, sender vi dem venligt og bestemt væk.

 

I øvrigt har vi det godt. Vi glæder os over: nigerianernes varme smil og venlighed,  deres hjælpsomhed og den taknemlighed, de udtrykker, fordi vi er her sammen med dem. Vi glæder os også over en hverdag uden stress og fyldt kalender. Og så prøver vi at leve med alt det, der ikke fungerer i det her samfund og med de politiske og religiøse spændinger, der lurer under overfladen i en del af landet. Selv om der er mange både muslimer og kristne her i området, har der indtil nu ikke været de store problemer. Det skyldes efter sigende, at der i mange familier er både kristne og muslimer.

 

Ida og Niels

 

Tak for hilsenerne hjemmefra!  Dejligt at høre fra jer.