Jeg havde ikke troet, jeg ville blive så glad for at være i Afrika! sagde Ida forleden. Der er så meget, man kan gøre her, og man mærker, det betyder noget.
På REMI hjælper Ida til i ”playing class” for de yngste (helt ned til et år) og i handicapklassen (hvor der er mange slags handicaps og elever i alle aldre). De mangler både personale og materialer, så Ida bruger al sin opfindsomhed til at producere musikinstrumenter af dåser, gammelt jern og grene fra træerne uden for vores hus: rasleinstrumenter, flotte trommer og en triangel. Desuden dukker af plastikflasker, stofrester og andet, som var på vej i skraldespanden.
Mandag og fredag underviser Ida på Kvindeskolen (for de præstestuderendes ægtefæller). Hun lærer dem at strikke og at bage. Man kan sagtens bage uden ovn. Det foregår over ilden i en gryde, som er kvart fyldt med sand. Kvinderne er ikke vant til at bage. Men de har lært kunsten. Sidste gang mødte de hver især op med brød, de havde bagt over ilden derhjemme. Ikke så lidt stolte.
Næste gang står den på pizza i skolekøkkenet. En udfordring er det, at opskrifterne ikke må indeholde noget, der er for dyrt. De fleste af de studerende og deres familie har ikke til mere end det allernødvendigste.
Også en nystartet systue er Ida med til at lede. Den blev med stor succes startet af den 50+ gruppe fra Herning-kanten, der var hernede i oktober. De medbragte nogle symaskiner. De er siden blevet suppleret med et par ekstra. En af de kvindelige studerende er god til at sy og lærer kvinderne at sy kjoler mm. efter mønster.
Jeg (Niels) kører på med undervisningen. Jeg kommer lige fra time i faget ”synoptiske evangelier”. Normalt er de tilbageholdende med at stille spørgsmål, men i dag gik der hul på bylden, og der var næsten ingen ende på spørgsmålene. Spændende – og overraskende! – for mig at høre, hvad de er faldet over. En del er affødt af, at de har en meget bogstavtro opfattelse af bibelen. Nogle af spørgsmålene vækker morskab hos de andre studerende. Jeg prøver at tage dem alle sammen alvorligt.
Konfirmation
I søndags var det første søndag i advent. Det virker lidt fjernt hernede, hvor solen skinner fra en skyfri himmel omtrent fra seks morgen til seks aften. Om morgenen kan det være køligt, men op ad dagen opholder man sig fortsat helst i skyggen.
Første søndag i advent blev fejret med konfirmation her i Mbamba. Foruden præsteseminariet er her en kostskole med ca. 500 børn og unge (Mrs. Bongi er skolens leder). 94 af dem skulle konfirmeres i søndags. Af dem skulle 11 først døbes. Vi var inviteret med som gæster hos nogle af vore naboer, Nathan (som er dyrlæge) og Veronica (som leder Kvindeskolen). To af deres børn var mellem konfirmanderne.
Kl. 9 skulle gudstjenesten begynde i kostskolens store sal, der hver søndag bruges til gudstjeneste for skolens elever. Vi tænkte, at vi hellere måtte møde op i god tid for at få en plads. Men fem minutter i ni var salen stadig næsten tom. Et ungdomsband fra skolen varmede op til gudstjenesten. Det blev de ved med indtil ca. 40 minutter over tiden. Da var kirkesalen blevet fyldt op, og man var så småt klar til konfirmandernes indmarch. Mange af gudstjenestedeltagerne måtte sidde udenfor og kunne så følge med via en højttaler (så længe strømforsyningen var intakt). Fem timer senere var gudstjenesten forbi. Da havde vi også været igennem både dåb og konfirmation, formaninger til konfirmanderne, en lang prædiken ved den fremmødte biskop (det er biskoppen, der konfirmerer), offergang, hvor den endeløse skare i en lang række gik eller dansede forbi indsamlingskurvene med deres bidrag, mens musikken spillede. Desuden altergang og selvfølgelig salmer, sunget af hjertens lyst.
Konfirmationsmiddagen foregik udendørs. I en halvcirkel sad gæsterne i de hvide plastikstole, der bruges overalt, også i kirkerne. Maden var sat frem i store varmekasser, og så forsynede man sig selv. Fem ænder var slagtet, og ris i spandevis var kogt. Dertil den efterhånden velkendte stærke sovs. Imellem gæsterne vandrede nogle af de overlevende ænder og et par haner.
Værten, Nathan, satte sig ved siden af os. Han er en handlekraftig og munter mand. Utvivlsomt en dygtig dyrlæge. Jeg er så lykkelig, sagde han og strålede, fordi to af vores børn nu er konfirmeret og siger, at de kender Jesus.
Den slags siger man hernede, uden at det på nogen måde føles unaturligt eller pinligt.
Ida blev bedt om at tage et gruppebillede af hele selskabet, og så var den fest forbi.
Bjergbestigning
Fredag den 27. november var muslimsk helligdag, Salar. Til minde om Abraham og Isak og vædderen, der blev ofret i stedet for Isak, slagter man væddere og spiser dem sammen med venner og familie. Dagen efter kan man købe billige gedeskind på markedet. Regeringen har påbudt, at både muslimske og kristne helligdage er fridage,. Vi (Alex og Mette (undervisere på præsteseminariet) og Ida og jeg besluttede os for at tage på udflugt til ”Three Sisters Rock” ca. 80 km. herfra. Med os havde vi Sulisai, rektors søn, der læser på universitetet i Jimeta.
”De tre søstre” er tre små bjerge, der rejser sig i det ellers ret flade landskab. Nogle drenge kom hen til os, da vi kom. Med dem som guider begyndte vi opstigningen af det højeste bjerg. Med drengene springende rundt foran os og bag os arbejdede vi os møjsommeligt opad den uvejsomme bjergside. Afmærkede stier er der ikke noget af hernede. Godt halvvejs oppe spiste vi vore madpakker og begyndte nedstigningen.
Selv om vi ikke nåede helt op, var det godt at komme ud og opleve noget andet. Og godt at få rørt sig.
Kirkebesøg
På søndag er vi inviteret på besøg i en af mine studerendes landsby. Jeg skal prædike ved gudstjenesten, og bagefter skal vi tale med folk derude. Nu er vi spændt på, om vi vil væe lige så heldige som Alex. Han var på besøg i en landsby i søndags og fik som gave en levende hane med hjem. Den går nu i indhegning uden for deres hus og er med i koret af haner, der galer hver morgen fra kl. 5 til seks. De tager fat, når moskeen inde i byen er holdt op med at kalde til bøn.
Mange varme hilsener
Ida og Niels
