En stor pose hvide bønner, en sæk ris og to levende ænder, alt sammen anbragt i bilens bagagerum. Det er, hvad vi kører hjem med efter vores kirkebesøg i bushen denne anden søndag i advent. På bagsædet sidder tre af de studerende ved præsteseminariet i Mbamba, Sandy, Peter og Andrew. Peters og Sandys familier bor i landsbyen Tambo langt væk fra alting. De har inviteret på besøg i deres landsby og kirke. Andrew er med som ven. Han har i øvrigt inviteret os hjem til sin kirke næste søndag.
Turen begyndte som aftalt søndag morgen klokken syv. Da vi kom ud til bilen, havde de tre studerende allerede stået der i en time, for som Andrew senere forklarede: Vi ved, at hvide mennesker tager tiden alvorligt! Faldefærdig bibelskole I den gode gamle Toyota, som vi disponerer over, kørte vi forbi vores nærmeste by, Yola, gennem nabobyen Jimeta, som allerede var vågnet (man står tidligt op her), over Benué-floden og videre i femte gear ad den gode, asfalterede landevej. Efter 50 km drejede vi af fra landevejen og kørte ad en støvet sandvej ud i bushen. De næste knap 25 km bumplede vi ad dybe hjulspor, over huller og sten, der gjorde ondt langt ind i bilens underliv, over udtørrede flodlejer eller defekte broer og forbi traditionelle afrikanske landsbyer med runde lerhytter, indtil vi omsider err fremme ved målet: Tambo, som egentlig er et område med flere spredte landsbyer.
Inden gudstjenesten skal begynde kl. 10, er der tid til at se sig om i den største af landsbyerne. Her er både en sundhedsklinik og en retsbygning, begge huse i yderst beskeden udførelse og vedligeholdesstand. Endnu mere beskeden er den Bibelskole, som kirken i området driver. Bænkene i det ene af de to klasseværelser er af cement. Bordene vakler, og tavlen ser ud til at være uimodtagelig for kridt. Værre er det, at bygningen er ude af stand til at modstå regntidens voldsomme byger. Uden for skolebygningen ligger en stabel cementsten. Begyndelsen til en ny skole, som måske aldrig bliver virkelighed, fordi man ikke har råd til at bygge. Det ligger i luften, at et bidrag fra Danmark ikke vil være i vejen. Vi nøjes med at se og lytte.
Bibelskolen tilbyder en 3-årig uddannelse med undervisning fem dage om ugen. I øjeblikket er der kun syv elever. Efter sigende fordi de lerhytter, de studerende får tilbudt at bo i, er for få og for dårlige. Et andet problem i det område, hvor Bibelskolen ligger, er mangelen på vand. Man må gå langt for at hente vand. En brønd står højt på ønskesedlen, lader man gæsterne fra Danmark vide.
Blandt muslimer og pinsefolk
På vej gennem landsbyen passerer vi muslimernes moské. Den pengestrøm, der efter sigende flyder fra Mellemøsten til Nigerias muslimer, er tydeligvis ikke nået herud. Moskeen ser lige så faldefærdig ud som Bibelskolen. Mange familier i området består af både kristne og muslimer. Sådan er det i det hele taget i Adamawa state, hvor vi befinder os. Det er en væsentlig grund til, at der endnu ikke har været alvorlige konflikter mellem muslimer og kristne i denne del af Nigeria.
Også en pinsekirke er der i Tambo. Pinsekirker har flere steder haft held til at tiltrække medlemmer af den lutherske kirke. Her er det ikke noget stort problem, forsikrer Peter og Sandy.
Gudstjeneste med dans, håndtryk og fotografering
Klokken har passeret ti, og vi går ind i landsbyens rummelige lutherske kirke. Der er halvtomt. Vi er lidt skuffede. Havde ventet noget større. Vi gæster bliver placeret med ryggen mod alteret og ansigterne mod menigheden. Ikke ligefrem den placering, vi selv ville have valgt. Men vi er æresgæster og skal ses.
Kirkeklokken ringer, og gudstjenesten begynder med indgangsbøn og salmesang, læsning og så videre. Stilfærdigt og lidt tungt. Imens smutter flere og flere indenfor, og umærkeligt bliver rummet fyldt.
Efter den træge start kommer der liv i kludene, da et af kirkens kor går i gang med deres første korsang ledsaget af trommer. To unge mænd er forsangere. Efterhånden som rytmen stiger, begynder de at danse, hurtigere og hurtigere. Den ene af de to hæmmes lidt af, at hans bukser er lige ved at glide ned, men det ødelægger ikke fornøjelsen og den hæsblæsende rytme. Det hele afsluttes med latter og klapsalver fra menigheden.
Et andet oplivende moment er meddelelserne. Formanden for menighedsrådet træder op på prædikestolen. Først får menigheden en opsang. De må ryste op med flere penge. Ellers kan de alvorlige revner i kirkegulvet ikke blive repareret. Fra menigheden kommer der kommentarer, og der udvikler sig en dialog mellem formanden og menigheden.
Formanden går derpå over til at byde velkommen til gæsterne fra Danmark. En hjertelig velkomst, der munder ud i en velkomstsang, mens alle uden undtagelse kommer op og trykker os i hænderne. Vi føler os som kongelige. Også præsten siger nogle velkomstord. Da han fortæller, at Ida har lært kvinderne i Mbamba at bage brød, spørger nogle af kvinderne i kirken, om vi ikke kan blive, så de også kan lære at bage. Det udløser munter latter. I 5-10 minutter bliver gudstjenesten nu afbrudt, fordi en ung mand, udstyret med kamera, gerne vil tage fotos af de danske gæster sammen med forskellige af de fremmødte.
En kirkefader
Blandt gudstjenestedeltagerne er en gammel mand i sort med præsteflip. Lille, mager og smilende, tydeligvis i fin form. Elias Mujah hedder han. Han var den første, der blev præst i Tambo, efter af kristendommen kom hertil i 1953. Hvad ville denne gamle præst ikke kunne fortælle,fra dengang et par missionærer kom hertil med et Ny Testamente, og siden kom igen med noget så utroligt som to billeder, et af Abraham og et af Paulus. Hvad ville han ikke kunne berette om de samtaler disse missionærer førte med landsbyens øverste, om hvordan man i landsbyen fattede tillid til dem og til deres budskab. Om kirkens spæde begyndelse og dens vækst frem til i dag, hvor der er kirke i hver landsby i området.
En af de første syv, der blev døbt tilbage i 1955, er stadig i live og er også med ved gudstjenesten i dag.
Den gamle præst anmodes om at lede en bøn. Det gør han med kraftig røst og mange ord, som man gør det her. Efter bønnen har han noget, han gerne vil sige til menigheden. Det foregår på hausa, som vi ikke forstår, men menighedens opmærksomme lytten, deres muntre latter, når han med glimt i øjnene siger noget morsomt – det fanger vi. Desuden ordene ”missionær” og ”Niels Brønnum”. Niels Brønnum er et navn der vækker genklang. Alle her kender den unge dansker, der for snart 100 år siden, blev udsendt fra Vor Frue kirke i Aalborg og blev manden, der såede de første frø til det, der i dag er Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.
Hører de mon? Giver de nok?
Jeg er blevet bedt om at prædike. En ung mand oversætter til hausa. Menigheden ser hverken mere eller mindre søvnig ud, end vi har set dem, når nigerianske præster prædiker. Mange nigerianske præster bruger megen tid på at prædike moral og dom. Jeg vil gerne give dem et ord om håb og frimodighed. Om det går ind, er ikke til at se. Afrikanere kan være mere overstadige end fynboer. De kan også se uudgrundelige ud som vestjyder.
Så er der indsamling. Et af korene synger, og folk begynder i en lang række at gå eller danse op forbi den papirkurv, der er sat frem øverst i kirken, beregnet til bidragene. Da alle har været forbi, og kurven er blevet præsenteret for formanden, afgør han, at der må være mere at hente. En ny papirkurv bliver sat frem, og alle må forbi den én gang til og i det mindste lade som om de lægger en seddel i. Bunken af sedler viser, at de fleste ikke bare lader som om. Uden varsel bliver Ida bedt om at bede over offergaven. Det kommer noget bag på hende, men en bøn får hun da fremstammet.
Og så skal der fotograferes!
Inden gudstjenesten er forbi, kommer en mand hen og stikker mig en papirlap i hånden. ”Ønske om fotografering” står der på den. Og nedenunder ”Kvindekoret”, ”Ungdomsgruppen”, ”Menighedsrådet” med flere. Hver gruppe vil gerne fotograferes sammen med de hvide gæster. Da gudstjenesten er forbi, får flere samme idé. Som superstjerner bliver vi fotograferet sammen med snart den ene gruppe af unge snart den anden. Sidste gruppe er børnene i søndagsskolen.
Henimod klokken ét er gudstjenesten forbi. Vi går med vore værter ud i et lille baglokale med generator og andre praktiske ting. Her får vi hver en mælkejuice og en lille pakke kiks. For Peter, Sandy og Andrew er det dagens første måltid. Og så skal vi sige farvel. Kvinderne står udenfor. Et par stærke arme får anbragt en stor sæk ris i bilens bagagerum ved siden af posen med hvide bønner. Og så kommer én med to ænder, hver af dem båret i den ene vinge. De bliver forsigtigt anbragt ved siden af rissækken. Det er gaver givet, ikke af overskud, men af et godt hjerte. Et udtryk for deres taknemmelighed over, at vi har taget turen herud for at være sammen med dem.
Da vi sidst på eftermiddagen er vel hjemme, kommer det dybtfølt fra Andrew: Tak, Jesus!, fordi vi kom sikkert hjem! I Danmark ville chaufføren muligvis høre det som en mistillidserklæring til hans kørsel. Sådan er det vistnok ikke ment. Andrew spørger han, om vi ikke skal bede en bøn. Ligefremt og enkelt takker han derpå Gud for dagen, vi har haft sammen, og fordi vi er sikkert hjemme igen.
.Ænderne går nu hos vores nabo, som er dyrlæge og i forvejen har ænder. De er udset til at spille en hovedrolle i vores festmiddag nytårsaften, hvor vi har besøg fra Aalborg.
Ida og Niels
PS: To dage efter turen til Tambo, mistede den ene af vore værter, Peter, sin storebror. Det var denne bror, der betalte Peters uddannelse på Brønnum Lutheran Seminary. Om Peter kan fortsætte, er et åbent spørgsmål. Så hårdt og sårbart kan livet være her.
