Vi hører, der er både kulde og sne i Danmark. Her ligger temperaturen op ad dagen på den lune side af 35 grader. Det er lidt svært at vænne sig til tanken om, at det meget snart er jul. Et par julehjerter og stjerner hængt op i stuen prøver at fremkalde lidt julestemning. Det samme gør duften af pebernødder og brune kager, som Ida har bagt.
I Yola og Jimeta er der stort set intet, der vidner om julen. Dog har skrædderne ekstra travlt lige nu. Mange skal have nyt tøj til højtiden.
Her i Mbamba er der blevet stille. På præsteseminariet begyndte juleferien allerede den 11. december. Efter årsplanen (som først kom ud omkring første december) skulle ferien først begynde den 18. Men de studerende klagede. De skulle hjem og høste. Det skulle gøres nu, inden fulaniernes kvæg ødelagde afgrøderne.
Fulanerne er et nomadefolk. De ses overalt med deres større eller mindre hjorde af kvæg, som de driver rundt til steder, hvor der er vand og græsning at finde. Her i tørtiden er det fristende for dem at besøge bøndernes høstklare marker. Og det gør de! Der er eksempler på, at bønder, der har prøvet at hindre dem, er blevet slået ihjel. Nogle af vore naboer har fået en stor del af deres høst ødelagt af fulanerne.
Stort set alle de studerende, der bor med deres familier i husene her på området, er rejst hjem.
Også kostskolen, Brønnum Lutheran Seminary, holder ferie. Normalt er der omkring 500 elever., som nu er rejst. Så nu har julefreden sænket sig over Mbamba. Tilbage er de fleste af lærerfamilierne og de syv danskere.
Uanmeldte gæster
Syv danskere er vi nu. Den syvende er Birgitte (vores datter), som for en uge siden kom fra Danmark og bliver til den 22. januar. Hun havde kufferten fyldt med dejlige julehilsener hjemmefra samt med spegepølse, kaffe, Kalles kaviar og andet godt, som vi ellers må leve uden.
Vi nyder hendes selskab, selv om varmen tager mere end toppen af hendes energi. Noget, vi også selv har oplevet – og stadig oplever.
Det første døgn, Birgitte var her, myldrede det indenfor med børn og voksne, der ville byde hende velkommen. De kom på alle tider af dagen, de tidligste mens vi spiste morgenmad og de seneste lige inden sengetid.
Det er en af forskellene på dansk og afrikansk kultur: Her går man på besøg hos hinanden bare for at hilse på og snakke, og man kan altid regne med, at man er velkommen. Man behøver ikke aftale tid på forhånd.
Forleden havde vi inviteret to gæster, en ung kvinde, som Ida arbejder sammen med på REMI, og en ”pedel” på Lutheran Junior Seminary, som gerne ville lære at lave pizza. Han kom nu så sent, at pizzaen stort set var færdig. Til gengæld blev vi ikke kun fem omkring bordet (vi tre i huset og de to gæster). Inden aftenen var omme, var vi elleve om at smage pizzaen.
I Nigeria får man hurtigt venner. Som en af de andre danskere sagde: Det, man er rig på her, er relationer, venskaber. En af vore nye venner hedder Safratu. En lærer først i tyverne. Desuden er hun skrædder og har allerede syet en kjole til Ida og har en i ordre til Birgitte. Endelig er hun medlem af et ungdomsparlament for hele Nigeria. Og så har hun været i Danmark sidste år, hvor hun i nogle måneder rejste rundt for Mission Afrika.
Stammekultur
I går havde Safratu inviteret os til en kulturdag for Kilba-stammen, som hun tilhører. En festlig dag med honoratiores af mange slags (vi var de eneste hvide og blev også behandlet som æresgæster), En universitetslærer fortalte om Kilba-stammens manddomsritualer, og så blev der vist maleriske prøver på stammens mange danse. Til sidst blev nogle af deres gastronomiske specialiteter præsenteret. Vi tre hvide blev kaldt op for at være blandt de første, der så og prøvesmagte herlighederne.
Arrangementet er et eksempel på, hvordan man her prøver at værne om de enkelte stammers gamle traditioner. Selv om mange af traditionerne er forsvundet, betyder stammerne fortsat meget. Har man ærinde på et offentligt kontor, er det godt, hvis en af de ansatte på kontoret er fra samme stamme som én selv. Så kan vedkommende hjælpe én hurtigt igennem.
Også i kirken, fornemmer vi, kan det betyde meget, for meget, hvilken stamme, man tilhører.
Juleaften
Julen fejrer vi i Dacca hos Rikke Vestergaard. Hun har i mange år boet og arbejdet der som sygeplejerske. Nu er hun pensioneret, men er stadig i Dacca tre-fire måneder hvert år. Vi kører derud sammen med andre danskere. Det sidste stykke må vi læsse vores bagage om til en firehjulstrukket bil. Vejen skulle være uegnet til almindelige personbiler. Så må det være virkelig slemt, for man udsætter personbiler for en hel del mere end hjemme.
Så vidt vides, er der ingen forbindelse til mobiltelefoner i Dacca, så hvis I venter en opringning juleaften fra os, kommer I nok til at vente forgæves. Vi regner med at være tilbage i Mbamba den 26. Og så glæder vi os til to nye gæster kommer fra Danmark og fejrer nytår med os: Helle (vores organist ved Margrethekirken) og datter, Emilie.
Vi ønsker jer alle en glædelig jul
