-Rikkia! råber folk til os fra landsbyen, vi kører forbi. De kan nå at råbe det flere gange, for vejen, vi kører på, er så hullet og ujævn, at vi må snegle os frem.
Vi er på vej til Dakka for at fejre jul hos Rikke Vestergaard. Hun er sygeplejerske og har i mange år drevet en sundhedsklinik i Dakka. Pensionsalderen har hun nået, og fysikken er ikke, hvad den har været, men hun kan ikke slippe de mennesker i Nigeria, som hun holder af og føler sig forbundet med. Derfor bor og arbejder hun hvert år fire måneder i Dakka. Resten af tiden er hun pensionist i Thisted.
Vejen til Dakka
På forhånd har vi hørt meget om Rikke og hendes arbejde og glæder os til at møde hende og se stedet. Et blik på kortet lader forstå, at der ikke er langt fra vores by, Yola, til Dakka. Først er der 70 km god vej til Numan. Dér mødes vi med fire andre danskere, der også skal holde jul i Dakka. Sammen kører vi de 100 km fra Numan til Jalingo, hovedbyen i staten Tamara. Vejen hertil er fyldt med lumske huller, men det går an. I Jalingo lader vi vores veltjente Toyota stå. Den er for lavbenet til at klare resten af vejen. I stedet kommer Rikkes chauffør i firehjulstrækkeren og tager os med. Og så kravler vi fremad de sidste 40-50 km ad en vej, der er skyllet væk af ikke bare ét, men mange års regntider. Vi lader chaufføren om at finde de mest farbare spor og har god tid til at studere naturen og landsbyerne, som vi kører igennem.
Et trafikalt højdepunkt når vi, da vi kører over en bro, som består af et stålskelet, hvorpå der er lagt løse brædder. Nogle drenge løber foran bilen og lægger bjælkerne bedre på plads for os. Der er temmelig langt ned, men det værste, der kan ske, siger chaufføren, er, at bilen får et hjul ned mellem to bjælker. Nogle af bjælkerne er for korte til at nå hele vejen over broen. Når bilen kører hen over den ene ende af disse bjælker, vipper de op og falder ned igen, med stor larm.
Rikkia! råber folk og vinker. Sådan udtaler de Rikkes navn her. Rikke er åbenbart så kendt her, at alle hvide mennesker er ”Rikkia’er”.
-Rikke er fantastisk! siger chaufføren. Hun er parat til at gøre alt for alle.
På liv og død
For enden af det, der engang var en vej, ligger Dakka. En anselig landsby med både traditionelle lerhytter og større bygninger. Her er en bibelskole med omkring 50 elever, der bor med deres familier i runde lerhytter ved skolen.
Bibelskolen er at sammenligne med en højskole. Foruden bibelundervisning er der en række almene fag. De dygtigste af de studerende kan uddanne sig til evangelister. Men der er også en linie for folk, som aldrig har lært at læse. Takket være en engageret og dygtig underviser lykkes det de fleste af dem at blive habile læsere, nogle af dem i løbet af forbavsende kort tid.
Ved siden af bibelskolen ligger sundhedsklinikken, som Rikke Vestergaard i mange år har ledet. Rikke tager imod os, gæstfrit og hjerteligt som en husmor fra Thy. Huset, hun bor i, er placeret højt, med vid udsigt over dal og bjerge. Indenfor er det indrettet så hjemligt, at det lige så godt kunne være et hjem i Thy.
I løbet af de næste dage stifter vi bekendtskab med klinikken, som på alle tider af døgnet opsøges af folk fra omegnen, kristne og muslimer, høj og lav i samfundet. Alle, uanset stand og religion, behandles med samme omhu og omsorg.
Mange får hjælp på klinikken, og de er tydeligt, at folk har tillid til Rikke og de få, der arbejder på klinikken. Men døden er aldrig langt væk. Et par timer før vi kom, døde en toårig pige på klinikken af malaria. Og få dage forinden døde byens afholdte præst af tyfus. Han kom for sent til klinikken. Derfra blev han kørt til hospitalet i jalingo, men selv om det lykkedes Rikke at få en operation fremskyndet så meget som muligt, lykkedes det ikke at redde ham. Hans dødsfald har præget landsbyen, og det er tydeligt, at det også har ramt Rikke som en personlig sorg.
Rikkes arbejde er mangesidet. Efter snart 20 år på stedet kender hun de fleste, og de kender hende. Alle ved, at de kan komme til ”Rikkia”, også når der er problemer i familien, et barn, der er blevet forældreløs og har brug for pleje, eller der bare ikke er råd til nyt tøj. Hendes arbejde er lige så vel en socialarbejders som en sygeplejerskes. Desuden er hun klog på byggeri og mange andre praktiske sager – og lidt af en opfinder. Det har over 40 år i Nigeria lært hende.
Juleaften
Vi kommer til Dakka den 22. december. Ligesom i andre byer er der intet i byen, der tyder på, at julen nærmer sig. Men jul bliver det – med andesteg og rødkål (eller noget, der ligner), ris a la mande og juletræ (eller noget, der ligner). En juleaftensgudstjeneste i kirken får vi også – på engelsk. Med os ni danskere og et par håndfulde af de lokale. Jeg havde set frem til min første jul i 30 år uden prædiken, men Rikke havde arrangeret denne gudstjeneste med mig som præst. Og folk, der kender Rikke, vil vide, at der skal gode argumenter til at lave om på det, hun har bestemt.
Juletræet står ude på terrassen. I den stjerneklare aften skinner lysene på træet om kap med himlens stjerner. Vi går omkring træet og synger de danske julesalmer.
I Nigeria er det ikke juleaften, men juledag (den 25. december), der er den store festdag. Juleaftensdag bruger man bl.a. til at slagte koen, partere den og fordele kødet til alle, der har part i koen. Både slagtning, partering og fordeling foregik lige uden for klinikkens dør.
Juledans
Juledags formiddag begynder den store julegudstjeneste. Den er annonceret til kl. 10, men den er der ingen, der tror på. Henimod kl. 11 sender Rikke en spejder hen til kirken for at se, om der snart sker noget. Det gør der! Da vi lidt senere nærmer os kirken, hører vi kirkeklokken ringe.
Vi går ind i den fyldte kirke, og nu begynder en juledags gudstjeneste, der får en juledag hjemme i Margrethekirken til at tage sig lidt bleg ud. Først er der alt det, der hører til enhver gudstjeneste: bøn, læsninger, prædiken (En stilfærdig, enkel og kort af slagsen. Om at vi skal lukke vore hjerter op for ham, der kom julenat)). Salmer er der selvfølgelig også, sunget med fynd og klem som altid her i landet.
Derefter begynder den festligste del af gudstjenesten: indsamlingen. Det lyder ikke specielt festligt, men det foregår med musik og dans. Efter tur bliver hver af de nærliggende landsbyer råbt op. De af landsbyens beboere, der er kommet til kirken, går så uden for kirken, og så danser de op gennem midtergangen, mens musikken spiller. Foran alteret lægger de deres gave i en plastikspand. De blege danskere får også lov til at være med. Vi går (mere end danser) med den gruppe, der hedder ”Klinikken og bibelskolen”
Både børn og voksne giver sig hen i dansen. Flere holder så meget af at danse, at de er med i optoget fra flere forskellige landsbyer. Andre, især kvinder, danser med, stående på deres pladser. Hele kirken gynger som et diskotek fredag aften. Og det bliver ved.
Da alle landsbyer og grupper har været fremme, bliver det annonceret, hvor meget hver landsby eller gruppe har lagt i spanden. De højeste beløb høster klapsalver.
Høvdingens julehilsen
Da gudstjenesten er forbi, stiller den lokale ”Boys´Brigade” op uden for kirken, i fine uniformer og med piber og trommer, og så går eller danser menigheden fra kirken op gennem byens hovedgade. I begyndelsen er børnene lidt generte over for os hvide, der er med i optoget. Men snart bliver der kamp om at holde os i hånden. De fleste af os har mindst to i hver hånd. Byens hovedgade er som altid umanerligt snavset. Det flyder med plastik og andet affald. Men lige nu giver gaden genlyd af julefejrende menneskers livsglæde.
Optoget standser ved høvdingens store hus. Høvdingen, der er muslim, kommer ud, omgivet af sit hof, bestående af mænd klædt helt i rødt. (Nogen fortalte os bagefter, at det er tegn på, at høvdingen har titel af emir.)
Præsten træder frem og beder en lang bøn, som han slutter ”i Jesu navn”. Høvdingen får så ordet. Han nævner ”Jesu Kristi fødsel”, og siger nogle pæne ord om nødvendigheden af at holde fred. Det meste af, hvad han siger, forsvinder dog i det mangelfulde højttaleranlæg.
Da vi omsider går hjem til frokosten, er en god del af eftermiddagen gået.
