Jeg sidder på mit lille ”kontor” i huset, hvor vi bor. Kontoret er møbleret med en gæsteseng, der er forsynet med myggenet, et skrivebord med dertil hørende træstol og et skab. Skrivebordet, jeg sidder ved, har det med at vippe. Selv en tyk klods under det ene ben er ikke nok til at rette op på en åbenbart medfødt skævhed.
Gennem vinduet foran mig har jeg udsigt til et landskab med spredte træer og græs, alt sammen affarvet og temmelig vissent som følge af tørtiden. Det har ikke regnet siden november. En flok kvæg kommer gående inde mellem træerne. Det er køer, som fulanerne driver rundt i landskabet på evig jagt efter foder og vand. Med hjorden følger den høje magre hyrde. På hovedet bærer han fulanernes typiske bredskyggede hat og over skuldrene en kæp.
Kvæget gør ingen skade her. Men fulanerne og deres køer holder sig ikke altid tilbage for at gå ind på høstklare marker og gøre sig til gode. Der er eksempler på, at fastboende er blevet slået ihjel, når de har prøvet at jage fulanerne væk. Det er svært at tro, for de fleste af de fulanere, vi har mødt, har været lutter smil og venlighed. Men sådan er der så meget, der har flere sider, end gæsten ved første øjekast ser.
Hvis jeg læner mig lidt frem, kan jeg se skråt over til nabohuset. Der bor vores rare nabo, som indtil for nylig var fungerende leder af præsteseminariet. I sin tid som leder har han været upåvirket af nymodens ideer om dynamisk og innovativ ledelsesstil. Ikke sjældent ser vi ham sidde i sin undertrøje under det skyggefulde træ uden for huset. Der kan han sidde i timevis og hilse på, hvem der går forbi. Nu er der kommet ny leder. Tiden vil vise, hvad det vil tilføre seminariet.
Strikkekursus og eksamenstid
Mens jeg sidder på mit kontor, lyder der Inde fra stuen kvindestemmer og latter. Ægtefæller til seminariets lærere har bedt Ida om at lære dem at strikke, og nu er de kommet for at få en lektion. Det kræver sammenbidt koncentration, men medfører også en del snak og latter.
Strikketimen for lærernes ægtefælle er en én gangs foreteelse. I forvejen har Ida nok at se til med at undervise de studerendes koner i strikningens – og også syningens og madlavningens kunst. Det er tydeligt, at kvinderne skønner på hendes undervisning. Det mærker vi, når vi møder dem uden for deres huse her på området.
Ved siden af har Ida også skoletimerne på REMI tre formiddage om ugen.
På seminariet er vi inde i den sidste uge med normal undervisning. Næste uge begynder de skriftlige eksaminer. Hver klasse har et hav af fag og et lige så stort hav af eksaminer. Selv kan jeg se frem til over 80 eksamensopgaver, der skal vurderes – og lige så mange håndskrifter, der skal tydes.
Rigdom på ressourcer
og mangel på det meste
Verden her i det østligste Nigeria er så totalt anderledes end det vinterkolde Danmark. Det er svært at forestille sig, at vores tid her er ved at løbe ud. Om mindre end en måned er vi (”by God´s grace” som de siger her) hjemme i Aalborg igen.
I ugerne, vi har tilbage, er Ida og jeg igen alene i huset. Efter seks uger i Mbamba er Birgitte rejst og er igen vel hjemme i frysehuset Danmark. Nyd for pokker varmen! Skrev hun i en sms fra Kastrup.
Mens vi ventede i lufthavnen på Birgittes fly (selv flyene regner med ”African time), og selvfølgelig kom i snak med nogle af dem, der sad omkring os, købte vi en avis. Vi ville se, om der var nyt om de alvorlige sammenstød mellem muslimer og kristne i Jos. Vi har hverken TV eller radio, så I er sandsynligvis bedre orienteret om begivenhederne, end vi er.
Her i Adamawa state, 500 km øst for Jos, er alt fredeligt. Ingen kan huske, at der har været voldelige konflikter mellem kristne og muslimer her. Men når vi taler med folk, er det tydeligt, at det, der er sket i Jos, påvirker stemningen, også her.
De voldelige sammenstød minder os om, at Nigeria er et modsætningsfyldt land.
Nigeria er lysende smil, mennesker, der altid er parat til en snak, gæstfrihed og hjælpsomhed, men også spændinger mellem religioner og stammer, uforsonligt had og brutalitet.
Nigeria er et land rigt på olie og solskin (som kunne være en vigtig energikilde)
Men Nigeria er også svigtende strømforsyning (de seneste tre uger har vi stort set kun haft strøm nogle timer om natten).
Nigeria er rigt på naturlige ressourcer, og samtidig er livet for mange en daglig kamp for at overleve. Visse politikeres flotte huse og biler giver en anelse om, hvor pengene forsvinder hen.
Nigeria er et smukt land. Men det er samtidig en åben losseplads. Overalt, langs vejsiden og i byernes gader ligger affald og flyder.
Nigeria er rigt på unge mennesker, der tørster efter uddannelse, og samtidig er gebyrerne på universiteterne så høje, at mange må gå i årevis for at spare op til deres uddannelse, og i mellemtiden er gebyret steget.
Blandt vore venner her er to brødre, som begge gerne vil i gang med en teknisk uddannelse. Da de mødte op her i januar, viste det sig, at gebyret var steget med 50%. Det første år koster nu 35.000 Naira i gebyr (ca.1.200 kr), hvilket langt overskrider, hvad de kan overskue.
.
Lige nu er Nigeria et varmt land. Det mærkes, at vi langsomt er på vej mod den varme periode. Inden temperaturen i marts og april går helt ovenud af termometeret, er vi fløjet til køligere egne.
