Koncentreret stilhed. 28 studerende sidder bøjet over deres eksamensopgaver. Tiden for undervisning på præsteseminariet er forbi. Nu er tiden kommet, hvor det skal vise sig, hvor meget der er at høste af al den lærdom, der er blevet sået i undervisningstimerne. I dag handler det om den tidligste kirkes historie.
Hvis udbyttet er sparsomt, er det ikke så mærkeligt. Der er så meget andet, der kan stjæle opmærksomheden for en præstestuderende på første årgang: Der er alle de nye mennesker, man møder på seminariet og skal fungere sammen med. Der er mylderet af nye fag de bliver præsenteret for. Der er manglen på undervisningsbøger og dertil de økonomiske bekymringer. For nogle af dem er der også vanskeligheder ved at forstå og udtrykke sig på engelsk (Engelsk er deres tredje sprog. Det første er deres lokale stammesprog. Det andet er Hausa). Og ikke mindst er der savnet af familien og alt det kendte derhjemme. Ingen kan undre sig, hvis den tidligste kirkehistorie forekommer noget fjern.
Jeg ser ud over flokken af skrivende præstestuderende, 26 mænd og to kvinder. De fleste af dem kender jeg kun som tavse, men venlige ansigter i klassen. Men flere af dem har vi efterhånden lært at kende, også i deres hjemlige omgivelser.
Talatus kirke
Der er Talatu, en af de to kvindelige studerende. I går, søndag, besøgte vi hendes kirke i et af de nye kvarterer, der er skudt op uden for Jimeta. Man kører ad den store bro over Benuefloden og drejer til højre ned ad en ujævn sandvej med huse og boder til begge sider og med et mylder af børn, voksne og de allesteds nærværende små motorcykler. Mellem to skure drejer man til højre igen, kører ad nogle smøger, der er ca. ti centimeter bredere end bilen, og pludselig holder man uden for en stor ny kirke, med et højt tårn prydet med kors.
For tyve år siden var kirken på dette sted bare en lerhytte, der sagtens kunne rumme den lille menighed. Da menigheden voksede, byggede man en større kirke, Da den også blev for lille, byggede man den nuværende kirke med plads til 1.000. Alle pladser er besat, ikke kun denne søndag, men stort set hver søndag.
Vi kom til kirken kl. 9.30. Da var gudstjenesten allerede begyndt. Man var i gang med dåb. Som altid blev vi hjerteligt modtaget, og et par hvide plastikstole blev sat frem til os foran i kirken. Menighedsrådsformanden sad ved siden af os. På den liste, han sad med i hånden, kunne jeg se, at der endnu var 18 børn, der skulle døbes. Dertil kom et antal voksendåb og en mindre gruppe unge, der skulle konfirmeres. Alt sammen ved samme gudstjeneste. Da præsten – meget engageret og med livlig brug af hele kroppen – havde prædiket, og da alle 1000 havde været oppe og lægge deres bidrag i indsamlingskurven – og bagefter havde været til alters, var klokken blevet halv tre! Alligevel vil vi mindes den gudstjeneste, ikke for længden, men for nærværet, engagementet, varmen og munterheden i menigheden.
Efter at have hilst på Talatus forældre, blev vi budt inden for i præstens lillebitte kontor. Her fik præsten (der måtte være udmattet efter den lange gudstjeneste) serveret en stor portion ris med krydret kødsovs. Vi fik også en portion sammen med så mange, der kunne sidde i kontoret.
Sådan er altså Talatus kirkelige baggrund.
Lang rejse med Kutura
På en af de bagerste pladser i klassen sidder Sandy, som har været vores trofaste ledsager på de søndagsture, vi har været på til landsbyer og kirker længere væk. En af de mest mindeværdige ture var den til Ga’anda. Vores vært og rejsefører til Ga’anda var Kutura, også en af de tavse i klassen.
En af fornøjelserne ved at tage med de studerende hjem er, at hjemme i deres vante omgivelser afslører de sider af sig selv, som man ikke anede om i klassen. Sandy har vist sig som et varmt og humoristisk menneske. Kutura har ikke sagt to ord i klassen. Men udenfor er hans stemme fyldt med energi og ukueligt humør. Humør og ukuelighed var der brug for, da vi fulgtes med ham og Sandy på en to dages tur til Ga’anda. Da vi sent natten til mandag var hjemme igen, havde vi efterladt vores egen Toyota hos en yderst tvivlsom mekaniker i Gombi 120 km væk og havde i alt haft fem(!) forskellige biler af skiftende kvalitet til at transportere os.
De første 120 km til Gombi er vejen fin, og motoren spandt – lige indtil 30 km før Gombi. På vej op ad en mindre bakke begyndte motoren at koge, og dér stod vi midt i ingenting med en bil, der ikke ville længere, lige meget hvor meget af vores dyrebare drikkevand, vi hældte på den. (Det var bil nr. 1)
Hvis vi får motorstop i Danmark, ville vi ringe efter Falck. I Nigeria vinker man ad den første bil, der kommer forbi, og selvfølgelig standser den. Man hjælper da hinanden. Ud steg en halv snes drenge og unge mænd og en enkelt midaldrende mand. De kikkede på motoren, rystede på hovedet og fandt et reb frem. Derpå slæbte de os de 30 km til Gombi, (bil nr. 2) hvor de fandt et værksted til os.
I Nigeria ser bilværksteder ud som danske bilkirkegårde. Bilvrag og reservedele er spredt ud over et større område uden nogen synlig orden. Af erfaring ved vi imidlertid, at mekanikere her kan være særdeles kompetente. Så vi overlod bilen til den unge mekaniker. Mens han skulle gøre sit arbejde, tog vi hen til Kuturas onkel, som bor i byen. (Er der noget, man kan regne med i Nigeria, så er det familien. Og familien er meget mere end en dansk kernefamilie. I onkelens hus havde der den seneste nat sovet omkring 20 personer). Onkelen modtog os gæstfrit, og vi delte vore medbragte bøfsandwhich med et par fætre, der dukkede op. Og så ventede vi og ventede og ventede… Med mellemrum blev ventetiden afbrudt af muslimernes højrøstede kald til bøn fra moskeen, der er nærmeste nabo til onklens rummelige bolig.
Skiftende meldinger fra mekanikeren tydede på, at han enten ikke arbejdede så flittigt på vores bil, som han havde lovet, eller ikke kunne finde ud af at få den køreklar. Til sidst blev vi klar over, at der måtte findes en anden løsning, hvis vi skulle nå at tilbagelægge de sidste 35 km til Ga’anda, inden natten faldt på. En af Kuturas fætre havde en gammel Peugeot 505, som ikke havde kørt i et halvt år. Han tilbød at finde den frem og køre os det sidste stykke til Ga’anda, men først skulle han lige ud i byen og finde et batteri til bilen.
Da det var klaret, blev bagage og mennesker placeret i hans vrag af en bil (bil nr. 3), og så kunne vi omsider begynde sidste etape af rejsen. Da vi så og mærkede vejens beskaffenhed, tænkte vi, at der måske var en højere mening med, at vores egen bil ikke blev udsat for dette her. Men den gamle Peugeot klarede vejen, der mere og mere fortabte sig mellem løst henslængte klippestykker
Da vi nåede frem, var mørket faldet på. Vi kørte op til kirkens gæstehus, hvor menighedsrådsformanden og præsten tog imod. Så blev der serveret et varmt måltid, som vi nød i lommelygternes skær, mens forskellige fra landsbyen kikkede ind og hilste på.
Ga’anda – med dansk fortid
Søndag morgen ringede kirkeklokken præcist kl. 6. Kirkeklokken er en gave fra en dansk kirke. Klangen lød også umiskendeligt af dansk købstad. Få øjeblikke efter stod menighedsrådsformanden og Sandy uden for gæstehusets dør og så særdeles veloplagte ud. Vi skulle nå at se alt det, vi ikke fik set i går, så tiden inden gudstjenesten kl. 9 skulle udnyttes.
Også Kutura dukkede op. Han skulle naturligvis have sovet hjemme hos konen og børnene. Uheldigvis var der så mange mennesker, der også skulle overnatte i huset den nat, at han måtte gå ind til naboen og bede om nattely. Det tog ikke humøret fra ham.
I dagslys viste Ga’anda sig at være smukt beliggende i et klippe- og bjergrigt landskab. Landsbyen har en fortid som dansk missionsstation. De første missionærer her var danskere.
Hver gang der er kommet missionærer hertil, er de begyndt med at kravle op på toppen af bjergene, sagde menighedsrådsformanden. Derfor begyndte dagens program med en mindre bjergbestigning, der blev belønnet med en vid og smuk udsigt.
På vej tilbage kikkede vi indenfor i et hus, hvor der netop nu var besøg af endnu et hvidt menneske, en amerikaner, som hjalp med at oversætte Bibelen til det lokale stammesprog ga’anda. (Der er over 200 forskellige sprog i Nigeria, og Bibelen er langt fra oversat til dem alle.)
Efterhånden nærmede klokken sig 9. Den energiske menighedsrådsformand (der havde præsenteret sig som kameramand og flittigt brugte sit videokamera) havde lagt vægt på, at man her anvendte Christian time og ikke African time. Så vi mødte op ikke for længe efter kl. 9. Et ørehærgende ungdomsband varmede op til gudstjenesten. Forsangeren gav hvad han havde i sig, og det gjorde højttalerne også. Mennesker var der til gen gæld ikke så mange af i kirken.
De indfandt sig umærkeligt og talstærkt, og så begyndte gudstjenesten. En levende og glad gudstjeneste med korsang, trommer og trommedans, med den traditionelle velkomst til gæsterne, og så blev det overdraget til mig at prædike. We have been blessed! sagde en mand til mig efter prædikenen. Kunne man tænke sig en bedre måde at takke for en prædiken på.
Efter gudstjenesten var det tid til at besøge dispenseriet (en mellemting mellem et apotek og en sundhedsklinik) og jordmoderklinikken, som kirken driver.. Kvinder i Nigeria får mange børn, så jordmoderklinikken er et travlt sted. Både den unge dispenser og den ledende jordmoder virkede særdeles kompetente. Udstyret, de havde at arbejde med, var til gengæld mangelfuldt og nedslidt.
Også Kuturas hjem besøgte vi, og præstens. Og så gik det i den gamle Peugeot tilbage, belæsset med de gaver, vi fik med: en pose hvide bønner fra Kuturas familie, en hane fra præsten og fire lokalt dekorerede kalabasser.
En uærlig mekaniker og en hjælpsom fætter
Tilbage i Gombi opsøgte vi bilværkstedet, hvor bilen var lovet færdig. Hverken bilen eller mekanikeren var at se. Det eneste spor af vores bil var motorhjelmen, donkraften og en bunke skruer, der lå i en bunke.
Efter længere tids eftersøgning dukkede mekanikeren op med bilen, der viste sig langt fra at være køreklar. Han kunne ikke finde ud af det elektriske system og havde været hjemme hos elektrikeren, som desværre ikke var hjemme denne søndag eftermiddag.
Igen blev vi anbragt i den gæstfri onkels hus, mens vi ventede.
Mekanikeren dukkede op og fortalte os, at bilen manglede nogle dyre reservedele, som han naturligvis var parat til at skaffe for os. Den troede onklen og de andre i huset ikke på. De havde fået en berettiget mistillid til mekanikeren.
Så trådte Kuturas hjælpsomme fætter til igen. Hans gamle Peugeot turde han ikke køre langt i. Til gengæld fik han opstøvet en fin nyere Toyota. Der blev vi læsset ind med hanen i bagagerummet, Og så gik det hjemad (i bil nr. 4). Mørket var faldet på, men det gik rask derudaf, og vi var ved godt mod – lige til det ene dæk blev revet i stykker af et eller andet, der lå på vejen. Med sammenbidt mine skiftede fætteren hjul, og vi satte os ind igen. Men vi havde ikke kørt mange meter, før det viste sig, at reservehjulet var uegnet til bilkørsel. Bilen slingrede og kunne ikke presses op over de 30 km i timen.
Forsigtigt listede vi til nærmeste landsby. Her forsøgte fætteren at få fat i et nyt hjul. Forgæves. En ung mand på motorcykel kørte ud i mørket, men også han vendte tilbage uden hjul. Selv Kutura så ud til at have mistet modet. Både han og fætteren så ud til at være løbet tør for gode ideer.
Vi holdt i en landsby omkring 50 km hjemmefra. På begge sider af vejen var der rækker af sparsomt oplyste boder, hvor alt muligt blev falbudt. På den modsatte side af vejen var en større flok samlet omkring et fjernsyn, der sendte et tilsyneladende ligegyldigt underholdningsprogram. Fra alle sider kom folk hen til os for at høre, hvad der var galt og for at snakke. Et par stole blev sat frem til os to gamle (Ida og mig!), og der sad vi så i den afrikanske aften, mens vinden blæste støvet gennem landsbyen.
Som en sidste udvej ringede vi til vore gode danske naboer i Mbamba, Alex og Mette. Det ikke er tilrådeligt at køre om natten her i Nigeria. Men de rykkede de straks ud i deres nyindkøbte stationcar og fandt os. (Bil nr. 5). Den rummelige bil blev fyldt på nigeriansk vis: I alt 7 mennesker og en hane var vi: Alex og Mette, Sandy og Kutura samt Ida, Birgitte (vores datter) og mig. Sandy blev placeret i bagagerummet, hvor han hurtigt faldt i søvn med hanen i sin favn.
To dage efter kom Kuturas hjælpsomme fætter med vores gæstelærer-Toyota, som han havde vristet fra den tvivlsomme mekaniker og overgivet til en anden.
Der er meget, der ikke fungerer i Nigeria. Der er snydere og fupmagere. Men der er altså også folk som Kuturas fætter, der bruger oceaner af tid på at hjælpe ukendte danskere, bare fordi de er hans fætters venner.
